I mit toiletskab: Camilla Trodyb
Musikentusiasten og PR-ansvarlig på Rust, Camilla Trodyb, sværger til Youngblood og shampoo med kinesiske urter. Kig med i hendes toiletskab her
AfI Camilla Trodybs toiletskab
“Jeg hedder Camilla Trodyb, og jeg arbejder som PR- og kommunikationsansvarlig på Rust. Jeg har arbejdet med musik de sidste 10 år – blandt andet som anmelder, freelance PR for danske bands, og senest har jeg givet en hånd med på Raw Festivalens PR-hold.
Jeg er uddannet cand.mag i Medievidenskab og har noget så skørt som speciale i tamilsk film.
Udover mit dejlige job på Rust, har jeg musikbloggen Itsnotfashion.com, hvor jeg har ladet mig inspirere af blandt andet modebloggens evne til at være personlig. Det handler bare om musik. Som jeg hører det.
Og fik jeg sagt, at jeg elsker musik?”

Makeup
“Velkommen til mit toiletskab. En lille sag fyldt med post-it’s fra min kæreste, produkter fra Youngblood og økologiske olier.
Jeg er vist ikke så festlig, når det kommer til makeup. Nogen ville nok kalde mig kedelig andre naturlig. Jeg går med den sidste.
Jeg bruger stort set kun produkter fra Youngblood, som er lavet på naturlige ingredienser med vitaminer, uden kemi og behandler din hud som en kær ven.
Morgenrutinen, de fleste dage, består af en dråbe Youngblood Mineral primer, efterfulgt af Natural lose mineral foundation i farven ivory og til sidst en smule Mineral radience bronzer. Og så har jeg altid Lip butter mandarin fra Korres på mig, da jeg har tendens til tørre læber, når vejret skifter, og det må man jo sige, at det gør i Danmark.
Til fest kan jeg dog gå hen og blive helt ... ja, festlig, med lidt farve på læberne. Jeg har særligt været glad for Goshs Flirty orange denne sommer, og den har haft selskab af min favorit, Satin myth, fra Mac eller min pink lipgloss fra Shiseido i tasken, når det er gået vildt for sig.
Mine bryn er en historie i sig selv. Jeg har givet dem ansvaret som frontløber for mit look. Derfor er det også dem, jeg bruger mest tid på. Jeg får mine bryn ordnet med tråd hos min lokale arabiske damefrisør på Nørrebrogade, i hvert fald en gang om måneden. Og hver eneste dag får de en meget kærlig behandling, med nænsom og rolig hånd, med Youngbloods Brow artiste, som skulle de udstilles.”

Hår
“Jeg er meget typen ‘vask det hår, tør det med håndklædet, giv det en tur med hårbørsten og ud ad døren’, og jeg har stort set aldrig brugt produkter i mit hår. Og da jeg ikke gør andet ved det, end at vaske det og lade det leve sit eget liv, uden den store pleje, er det vigtigt for mig at have en god shampoo og balsam.
Jeg vasker derfor mit hår et par gange om ugen i økologisk shampoo og balsam fra Almuminé. Begge indeholder kinesiske urter, der både genopbygger, stimulerer og tilfører energi til hår og hovedbund.
Det får håret til at gro, få fylde og blive blødt som en hundehvalp. Og så dufter det dejlig naturligt.”

Parfume
“Til hverdag dufter jeg af Stella McCartneys Stella. Jeg duftede den på en veninde for en del år tilbage, og har brugt den lige siden. Duften skulle være baseret på en engelsk rose, så måske dufter jeg af det eller måske dufter jeg bare af mig med Stella.
Hvis jeg skal ud, kan jeg godt finde på at hive de lidt tungere skyts frem, Gucci Flora eller Laugh with me lee lee fra Benefit. Sidstnævnte er i øvrigt hældt på den fineste flaske og æsken er et lille hus. Den gør mig i godt i humør.”

Træningsrutiner
“Før mit yndlings-menneske, min søn Dexter, kom til verden for to år siden, trak jeg i håndbolduniformen to til tre gange om ugen og løb svedende, og til tider højtråbende, rundt i samtlige sportshaller i København og på Sjælland, som jeg har gjort det de sidste 20 år.
Siden han meldte sin ankomst har uniformen samlet støv, og jeg må nok erkende at tiden med at kaste med bold, få knæskader og skubbe til andre kvinder hver søndag er en saga blot på nuværende tidspunkt. Så min træningsrutine er en sparsom sag med cykelture til vuggestuen, løbe i ring på legepladsen og trappeløb til og fra backstagelokalet på Rust.”

Bedste skønhedstip
“Det første, der falder mig ind, er at ty til en gammel kending: Drik vand, masser af vand og husk dine D-vitaminer i de mørke måneder. Vær sød ved andre mennesker og lyt til din krop.
Sund og nærende kost er super vigtig for dit velvære og din krops balance. Jeg lagde selv min kost om efter min graviditet, og jeg har aldrig haft det bedre, ikke kun fysisk, men også psykisk.
Broccoli er mega rock’n’roll.”
Psst ... Kig ind i flere inspirerende kvinders toiletskabe her.
