I mit toiletskab: Stephania Potalivo
Den 28-årige skuespillerinde bruger naturlige produkter til at holde sig skøn, når hun ikke er på optagelser. Se Stephanias favoritter her
AfI Stephania Potalivos toiletskab
“Jeg er født og opvokset i Charlottenlund, og jeg bor i dag på Frederiksberg, som jeg elsker meget højt. Jeg arbejder som skuespiller og fik min første rolle som 8-årig i en film, der hedder Farligt venskab. Herefter fik jeg en masse andre roller som børneskuespiller og medvirkede blandt andet i Albert og den grønne grimaldi, Forbudt for børn og Mirakel.
I 2008 besluttede jeg mig fast på, at det var skuespillet, jeg ville leve af. Det hele var kommet meget nemt for mig som barn, og jeg skulle lige lære, at jeg skulle kæmpe og knokle for det.
SJIT HAPPENS
Jeg fik min rolle i Sjit Happens i 2012, og det har været en kæmpe oplevelse at medvirke i. Jeg har haft stor indflydelse på at skabe min karakter, og det er det, der er ekstra fedt ved at lave tv-serier på flere sæsoner - at man virkelig lærer sin karakter at kende, og den kommer helt ind under huden på en.
Jeg har også fået lov til at vise en helt anden side, end hvad man ser i Sjit Happens, i tv-serien Dicte, som også har været helt fantastisk og meget vigtigt for mig. Det er meget vigtigt for mig at blive ved med at lære og dygtiggøre mig.
De sidste par uger har jeg haft rigtig travlt - tredje sæson af Sjit Happens havde premiere i mandags på Tv2 Zulu, og i søndags var jeg til Robert-prisen 2015, hvor jeg var nomineret i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle for min rolle i serien."

Hudpleje
“Min hud bliver udsat for lidt af hvert hver dag, når jeg er på optagelser og skydninger. Jeg får lagt spandevis af makeup, hvilket ikke altid er lige sundt. Derfor er det rigtig vigtigt for mig at bruge nogle gode og naturlige produkter, som ikke indeholder en masse kemiske stoffer.
Jeg er stor tilhænger af det svenske økologiske hudplejemærke Estelle&Thild. Jeg bruger dagligt deres Super bio active-serie til fugt og rens af ansigtet - det er en mild og rensende serie, som går ind og genopretter hudens naturlige ph-værdi samtidigt med, at den strammer op og giver masser af fugt.
Til hårde vinterdage er Purely Professionals Repair cream min redning. Den kan bruges til ansigtet og til vintertrætte hænder og fødder. Til kroppen bruger jeg altid Eos' Refresh bodylotion - den er dejlig fugtgivende, men fedter ikke."

Makeup
“Jeg elsker virkelig makeup - det er jo helt vildt, hvad det kan gøre. Bare lidt concealer under øjnene og lidt blush på kinderne kan betyde rigtig meget for dit look.
Jeg bruger altid lidt mere makeup om vinteren, for der kræver det altså lige lidt ekstra at se godt ud, synes jeg. Igen er det vigtigt for mig at bruge naturlige produkter, og jeg bruger altid Jane Iredales' faste mineralpudder til mit ansigt. Jeg er blevet rigtig glad forNilens Jords concealer, og bruger faktisk også deres blush.
Min yndlings mascara er High impact mascara fra Clinique. Den giver enormt meget fylde, men klumper og drysser ikke. Af øjenskygger bruger jeg altid brune nuancer, og Sephoras er jeg blevet meget glade for. Der kan man få en æske, hvor der er fem forskellige farver i, og den fylder ikke særlig meget, så man altid kan have den med i tasken.
Til læberne har jeg næsten altid lidt farve på. Jeg har så mange lipgloss og læbestifter, og det er nok lidt mit 'drug'. Jeg har ikke et specielt mærke, men kan virkelig anbefale Clarins' Instant light-lipgloss. Den føles som den lækreste og mest cremede læbepomade, og så findes den i fine og naturlige farver."

Hår
“Jeg er halvt italiener og er vokset op med, at håret altid skal være i orden. Det er så skønt, at min farmor på 90 år stadig går til sin lokale frisør hver tredje dag og får sat håret.
Jeg har gennem mit liv prøvet alverdens forskellige hårprodukter, og jeg har endelig fundet frem til et mærke, der bare fungerer for mig. Det er svenske Maria Nila, der producerer hårprodukter uden parabener og sulfater. Deres shampoo, balsam og hårkur fra Structure repair-serien er simpelthen geniale."

Duft
“Jeg har tre parfumer, jeg bruger. Det er forskelligt alt efter årstiden og mit humør, hvilken det lige bliver.
Rain fra Clean, Bright crystal fra Versace og Candy fra Prada."

Træning
“Jeg har desværre altid været et meget antitræningsmenneske. Jeg har meget svært ved at finde motivationen og få det kick ud af det, som andre får. Men nu er jeg lige startet hos en personlig træner, og det er simpelthen så godt for mig.
Hun hjælper mig med at finde ud af, hvilken form for træning, jeg kan lide, så det bliver sjovt og ikke bare noget, der skal overstås.
Så skal jeg bare lære at holde motivationen, når min træner på et tidspunkt ikke står der mere. Men fordi jeg lærer meget om træning, og fordi vi også arbejder rigtig meget med den psykiske del af det, tror jeg det bliver lettere for mig.
Når det så er sagt, er det meget vigtigt for mig at være aktiv og få rørt mig. Men så bliver det bare gennem gode gå- og cykelture.”

Bedste skønhedstip
“Jeg er en kæmpe livsnyder og kærlighed, humor og god mad er det allervigtigste i mit liv.
Hvis jeg skulle komme med et tip, ville det være at have en flot holdning. Det kan godt være, det lyder lidt mærkeligt, men lige meget hvor smuk og sund man ser ud, kan det bare ødelægge så meget, hvis man har en tung og dvask holdning.
Og så husk at smil - man må også gerne have dage, hvor man ikke gider - men gud hvor betyder det meget for skønheden, hvis du smiler og sender positiv energi ud.”
