I mit toiletskab: Stephanie Gundelach
Den 28-årige stylist og iværksætter tøjler sin hud med naturlige produkter og har et hemmeligt våben, når det kommer til hendes hår. Læs hendes bedste skønne tips her
AfI Stephanie Gundelachs toiletskab
“Jeg voksede op nord for København og vidste i en meget tidlig alder, at jeg ville arbejde med noget kreativt. Jeg kommer fra en iværksætterfamilie, så jeg har nok også altid vidst, at jeg ville være selvstændig. Ingen tvivl om, at det ville blive hårdt arbejde, men tanken om at forme sit helt eget var enormt inspirerende.
Efter gymnasiet læste jeg på KEA og startede bloggen Anywho. Dengang var der ingen modeblogs, og Anywho blev hurtigt en succes og en kickstarter for mange af de virksomheder, jeg sidder i i dag. Vi startede blandt andet tøjmærket Brics, og jeg kan tydeligt huske, at jeg sad ude på vores lager på Amager og pakkede pakker, da The New York Times ringede og ville lave et interview … det var så surrealistisk. Efter, at artiklen kom i deres Style-sektion i 2011, gik salget af Brics-frakker helt amok. Vi kunne næsten ikke følge med.
Jeg startede derefter butikken B56, blev en del af handelsportalen Anywear, og nu har jeg valgt at gå solo med egen blog og fokusere på mit arbejde som stylist og kreativ konsulent. Jeg har blandt andet lige stylet Inwears AW15-kampagne.”

Hudpleje
“Min hud har tendens til at tørre ud om vinteren, og jeg kan i stressede perioder have tendens til acneudbrud. Derfor er jeg tro kunde hos min hudguru Laila fra Costing Skincare, vis filosofi er, at man ikke skal stresse huden med for mange produkter. Hun er specialist i problemhud og laver sine egne cremer, som min hud elsker. Indpakningen er ikke fancy, men jeg går mere op i indholdet.
Om aftenen renser jeg min hud med en fugtgivende rensemælk fra Costing Skincare, derefter smører jeg mit ansigt med den enormt drøje Ört-salve, som man kan få i helsekostbutikker. Den indeholder blandt andet olivenolie og zink. Om morgenen er min hud frisk og gennemfugtet. Om dagen bruger jeg en lettere creme - også fra Costing Skincare. På kroppen bruger jeg Nuxes lækre bodylotion.”

Makeup & hår
“Jeg bruger ikke så meget makeup, men er fan af Bobbi Browns foundation, & Other Stories' contour creme og Macs brow blyantog brow gel. Jeg bruger shampoo, balsam og hårkur fra Shu Uemuras Muroto volume-serie. Når håret er håndklædetørt, bruger jeg Moroccanoil i spidserne, som får mit hår til at se sundt og skinnende ud.
For et par år siden investerede jeg i en hårbørste fra Mason Pearson og jeg har ikke fortrudt det. Jeg får klippet mit hår hos dygtige Sanne fra Plan B. Jeg har angst for at få striber i håret, da jeg har dårlige erfaringer fra andre frisører, men hos Sanne er jeg tryg. Sidste gang jeg var hos hende, overbeviste hun mig om, at jeg skulle prøve lidt karamelfarvede striber, og resultatet blev så pænt.
Derudover får jeg shellac på neglene hos Nailscph cirka én gang om måneden. Jeg vælger altid min favorit nude farve - nr. 38."

Duft
"Jeg er vildt kedelig, når det kommer til dufte. Når jeg først har fundet én, jeg kan lide, så er jeg den tro for life. Jeg har derfor de sidste mange år vekslet mellem Molecule 02og Odeur 53 fra Comme des Garçons. Elsker dem."
