
"Jeg elsker at være uforudsigelig"
Hun er et af Hollywoods helt store stjerneskud – og nu også ansigt for Chanel-klassikeren Coco Mademoiselle.
Af — 15. marts 2023Du kender hende måske fra TV-serien Gossip Girl eller filmen Hocus Pocus. Og nu også fra Chanel. Den blot 20-årige skuespiller Whitney Peak er nemlig blevet det nye ansigt og muse for den ikoniske parfume fra Chanel Coco Mademoiselle.
"Whitney Peaks glæde, ånd og energi er smittende. Hun er indbegrebet af nutidens ungdom, hvis nysgerrighed, selvsikkerhed, appetit på oplevelser og frie sind afspejler en ung Coco Chanel," siger Chanel i en pressemeddelelse.
Ved første øjekast er linket mellem Whitney Peak og Coco Chanel måske ikke så slående. Canadiske Peak er vokset op i Uganda med sin mor, mens Coco Chanel voksede op på et børnehjem i Frankrig. Men præcis som Coco Chanel, der fandt sin vej i modstand og blev en af verdens mest indflydelsesrige kvindelige designere, har Whitney Peak også fundet sin helt egen vej, der heller ikke var helt uden bump. At flytte fra Uganda til Canada er noget hun selv tænker tilbage på som "en komplet omvæltning. Jeg skulle lære alt på ny."
Drømmen om at blive skuespiller var der, men hun havde ingen forbindelser. En radioreklame for en Disney-kanal fik Whitney Peak til at tage til casting – og det blev startskuddet til hendes karriere som skuespiller.