Sæsonens nye neglelak overrasker

Skal neglene have en makeover, bør du kigge nærmere på den farve, som ser ud til at løbe med opmærksomheden i år.

Negle neglelak og manicure
© Anna Stokland

Med et årsskifte kommer også en ny sæson indenfor mode- og makeuppens verden, som på trods af covid-19 stadig byder på ny inspiration og tendenser. Det gælder ikke mindst vores negle, hvor én ny farve ser ud til at få en del opmærksomhed. Farven skiller sig markant ud fra foregående års mere neddæmpede neglefarver og er blandt andet blevet spået stor popularitet af Instagrams ukronede dronning af sirlig neglekunst og vellakerede negle, Betina Goldstein.

Amerikanske Goldstein er neglekunstner for Chanel, og hendes billeder af negle med påmalede Chanel-logoer eller flotte farvekombinationer deles hyppigt på diverse online platforme. Hun er derfor kvinden, du roligt kan kigge over skulderen, når det gælder nye neglelakfarver.

Koboltblå

Goldstein forudser, at den hidsige koboltblå farve slår igennem i år. Det er en farve, som kræver lidt mod, men som stemmer overens med de tendenser, der også præger øjenmakeuppen i øjeblikket. Ligesom på neglene, skal øjenlågene males med vilde nuancer i 2021. Årets makeup og neglelook ser derfor ud til at blive alt andet end kedelige.

Er du ikke til til hidsig mørkeblå, byder året også på mere underspillede neglefarver, som du kan se nedenfor.

Brun

Igen i år huserer de brune negle, som også var en populær farve sidste år. Du kan derfor roligt finde den brune lak frem igen, men gå gerne efter lys mælkechokolade frem for mørkebrun kakao.

Dueblå

Støvet dueblå bliver også en populær farve, og blandt andre Dior har et godt bud på tendensen med deres lak Junon. Diors dueblå lak giver med sin blanding af lyseblå og grå toner en både romantisk og underspillet manicure.

Kirsebærrød

Foretrækker du klassisk rød lak, så tænk kirsebærrød i stedet for mørkerød. Årets røde lak skal være saftig med en sød undertone af kirsebær for en frisk opdatering af de tidløse røde negle.

Sennepsgul

En anden uventet – men ikke uvelkommen farve – er den sennepsgule neglelak. Denne farve giver et retroinspireret look og kan kombineres med andre nostalgiske trends, som set nedenfor. Her har man brugt sennepsgul lak til at male yin og yang-symbolet, der har fået et comeback på neglene.