Stephanie Visbjerg: Dette produkt burde flere kende
Den 28-årige PR-manager for Tromborg deler ud af sine bedste tips og anbefaler et uundværligt produkt, hun netop selv har opdaget
Af — 19. november 2018Som Tromborgs PR-manager er 28-årige Stephanie Visbjergs hverdag fyldt med skønhed, både på arbejdet og hjemme i lejligheden i indre København, hvor hun bor med sin kæreste. Vi har mødt hende til en snak om enkle plejerutiner og udrensende skønhedstricks, og du får Stephanies bedste tips her.
Psst ... Læs, hvilket produkt der har fulgt Bea Fagerholt de sidste 10 år

HVORDAN PLEJER DU DIN HUD?
“For mig handler det om at have få produkter, der virker, og en rutine, som er nem og overskuelig. Jeg går op i at rense min hud morgen og aften og fugter altid med serum og Anti-aging wrinkle cream fra Tromborg, som er den ultimative fugtbinder.”
HVORDAN HOLDER DU DIG SUND?
“Jeg lever efter 80/20-konceptet, hvor jeg forsøger at leve sundt størstedelen af tiden, men med plads til et godt glas vin, en burger og alt muligt andet lækkert. Jeg træner to til tre gange om ugen og kombinerer løb og crosstraining med reformer og yoga.”
HAR DU ET HEMMELIGT SKØNHEDSTIP?
“Hver morgen drikker jeg et glas vand blandet med en teske ufiltreret, økologisk æblecidereddike. Det føles vildt rart i kroppen og skulle hjælpe fordøjelsen og virke udrensende på huden.”
HVILKET SKØNHEDSPRODUKT BURDE FLERE KENDE TIL?
“En rosenkvarts-ansigtsrulle. Jeg har netop købt en fra Angela Caglia, som jeg ruller over ansigtet, når jeg sidder i sofaen og har brug for at slappe af. Bagefter får huden mere glød, og jeg kan mærke, at blodcirkulationen øges – ligesom efter en tur i sauna.”
HVAD GIVER DIG SMUKT HÅR?
“Jeg bruger Hair.resort.spray fra Kevin.Murphy i spidserne og lidt ved hårbunden for ekstra volumen. Jeg synes også, at min kam fra Mason Pearson giver et godt løft og en bedre tekstur, end når jeg kun reder håret igennem med min børste.”
HVILKEN MAKEUP BRUGER DU?
“Mineral foundation, lidt blush, buer vipperne med min vippebukker og tager lidt mascara på. Til fest supplerer jeg med en bronzer og lægger Tromborgs Baked minerals silk som highlighter under brynene, ved kindbenene og i øjenkrogen. Jeg elsker den glød, det giver ansigtet.”
HVAD ER SELVFORKÆLELSE FOR DIG?
“Massage eller et spabesøg. Shibui spa på Greenwich Hotel i New York er den vildeste spaoplevelse, jeg har prøvet. Alt var gennemført – fra den detox-te, jeg fik, til musikken. Jeg kom helt ned i gear.”