10 unikke butikker, du skal besøge
Kunst, arkitektur og mode i smuk forening. Her er nogle af verdens mest bjergtagende butikker, som du bør lægge vejen forbi
Af — 06. oktober 2018Der er ingen tvivl om, at kunst og arkitektur for alvor har gjort deres indtog i modeverdenen. I forsøget på at få forbrugerne væk fra nethandlen fusioneres mode, arkitektur, gastronomi og kunst i stadigt flere butikker verden over. Vi guider dig til de bedste af slagsen.

L'eclaireur, Paris
Den belgiske konceptkunster Arne Quinze er kendt for sine utraditionelle og syrede plankeinstallationer, som han har opført i alt fra Nevada-ørkenen og Beiruts finanscentrum til det danske kunstmuseum Louisiana. Med sine spektakulære og ofte offentlige installationer ønsker Quinze at konfrontere forbipasserende og få os til at reflekterer over, hvordan vi reagerer på usædvanlige genstande i vores dagligdag. Et af de steder, du kan udforske hans installationskunst, er i den parisiske concept store L’Eclaireur, der ligger i hjertet af det hippe Marais. Under en hvælving bygget af to tons træplanker og 147 videoskærme forhandles nicheparfumer og mærker som Rick Owens, Balmain, Balenciaga og Golden Goose.
40 rue de Sévigné, Leclaireur.com.

Hermés, Seoul
Silke bliver som musik i dine ører, hvis du fra 19. september besøger Hermès’ butik i Seoul. Med en passion for musik er modehuset gået sammen med den franske lydkunstner Thierry Planelle om installationen Silk Mix, der er inspireret af vinylbutikkers særlige stemning. Ud over at indeholde en række lydspor består installationen af pladecovers betrukket med klassiske Hermès-silketryk og kassettebånd betrukket med slips. Installa- tionen rykker løbende rundt i udvalgte af modehusets butikker verden over – næste stop er Zürich i oktober.
7, Dosan-daero 45-gil, Gangnam-gu, Hermes.com.

Pradas Epicenter, New York
Et af de modehuse, der længe har eksperimenteret med krydsnin- gen mellem butik og museum, er italienske Prada. I 2001 åbnede det første af deres tre epicentre, som de kalder dem, i New York. Med epicentrene ønsker Prada at lege med grænserne for den fysiske butiks kunnen. Stedet er ikke bare en modebutik, men fungerer også som laboratorium, galleri og offentligt rum, der løbende bruges til kunstudstillinger og forskellige optrædener. Rent arkitektonisk er epicenteret også en æstetisk legeplads. Det kommer især til udtryk med bygningens ikon The Wave, der, som navnet antyder, er en gigantisk bølge, som fra stueetagen fører ned i underetagen og op igen. Mens den ene af bølgens sider består af trappetrin, er den anden side beklædt med glat træ. Til daglig danner det imponerende bølgeblikfang ramme om Pradas skoud- stilling, men den glatte side kan omdannes til en lille scene for kunstneriske begivenheder. Bag bygningen står en af verdens mest indflydelsesrige og internationalt anerkendte arkitekter, holland- ske Rem Koolhaas, der også har tegnet det nyåbnede og meget omdiskuterede BLOX i København.
575 Broadway, Prada.com.

Gentle Monster, Seoul
Meterhøje raketter, aparte månelandskaber på gulvet, tomme gummihandsker på metalrækker, blinkende stjernelys på de rå betonvægge og gådefulde planeter hængende fra loftet. At træde ind i Gentle Monsters nyåbnede flagship store The Rocket i bydelen Hongdae i Seoul er som at blive bombarderet af visuelle indtryk. Det ultrahypede koreanske solbrillemærke har over 30 butikker rundt omkring i verden, der hver især fortæller en unik og fantasi- fuld historie gennem detaljerige installationer. De tre etager i The Rocket er bygget op om et koreansk eventyr om en mand, der rejser ud i rummet på eventyr.
404-5, Seogyo-dong, Mapo-gu, Gentlemonster.com.

Ln-cc, London
Late Night Chameleon Café eller bare LN-CC er en skjult perle. Butikken har til huse i en tidligere boksering på en lille gade i Østlondon, som man umiddelbart ikke kommer forbi, hvis man ikke ved, at en af verdens bedste concept stores har adresse her. Hvad butikken ikke har på ydersiden, har den til gengæld indeni. LN-CC skriger af luksus og er bygget op som et eksperimenterende galleri af forskellige rum med kuraterede samlinger af tøj og tilbehør og mærker som Saint Laurent, Gucci og Jil Sander. Butikken rummer også et bibliotek og en bar og klub, som bruges til events og arrangementer.
LN-CC, The Basement, 18-24 Shacklewell Ln, Ln-cc.com.

10 Corso Como, Milano
Galleri, boghandel, café, hotel, design- og modebutik – kært barn har mange funktioner, og italienske 10 Corso Como beskriver da også selv deres 1200 drømmeriske kvadratmeter som et multifunk- tionelt sted. Med løbende udstillinger og en evigt æstetisk nerve er det ikke svært at se, at 10 Corso Como er grundlagt og ejet af en gallerist – nemlig Carla Sozzani, søster til den nu afdøde Vogue- redaktør Franca Sozzani. Denne sommer kan du opleve en række af den spanske surrealist Salvador Dalís værker, når det italienske shoppeparadis viser udstillingen Salvador Dalí, Jean Clemmer, un incontro, un’opera fra 15. juni til 9. september.
Corso Como, 10, 10corsocomo.com.

Maxfield, Los Angeles
I begyndelsen af 70’erne grundlagde Tommy Perse konceptbutik- ken Maxfield i Los Angeles, der lige siden har stået som et synonym med solskinsbyens helt særlige rock ’n’ roll-æstetik. Ud over brands som Rick Owens og Vetements forhandler butikken sjældne udgaver af kunstbøger og samleobjekter, og dens grå betonvægge danner ofte rammen for L.A.’s mest hypede pop op-udstillinger.
8825 Melrose Avenue, Maxfieldla.com.

Supermarket Concept Space, Berlin
I det cool shoppingcenter Bikini Berlin ligger Supermarket Concept Space, der er alt andet end et supermarked. Med devisen ‘Shop. Meet. Eat.’ kombinerer butikken gastronomi, kultur og shopping af Berlin-baserede designbrands. Et urbant projektrum med udsigt over Berlin ZOO skaber rammen for samarbejder mellem designere, kunstnere, arkitekter, fotografer og iværk- sættere, der løbende arrangerer unikke kunstinstallationer, kulinariske rejser og andre events.
Budapester Straße 50 Rooftop, 2. Etage, Super-space.de.

Off-White, New York
Takket være samarbejder med Kanye West, Golden Goose, Moncler og Dr. Martens er Virgil Ablohs mærke Off-White på få år blevet et af de største navne inden for streetwear. Som nyudnævnt kreativ chef for LouisVuittons herrelinje og med forårets meget omtalte IKEA-collab er Abloh p.t. et af modebranchens hotteste navne, men i Off-Whites fysiske butik ønsker han at trække andre ansigter og kræfter ind. I butikken i Soho inviterer han løbende talenter fra kunstens verden til at udfordre butikkens traditionelle rammer. Denne sommer kan du opleve, hvordan den amerikanske kunstmaler Lucien Smith har valgt at udsmykke Off-Whites butikslokaler med den nyåbnede udstilling Friends. Smith er af The New York Times blevet kaldt ‘The Art World Wunderkind’, og i Friends har han malet en række portrætter baseret på fotos fra sin kamerarulle. En idé, han fik efter at have indset, hvor mange fotografier af sine venner han havde på sin iPhone og aldrig brugte.
51 Mercer Street, Off---white.com.

X Bank, Amsterdam
De 700 kvadratmeter, som X BANK optager i Amsterdams berømte Red Light District, er en scene for hollandsk talent og et hjemsted for banebrydende mode, design og kunst. Med små atelierer og store multirum ønsker stedet at være en kreativ katalysator for udstillinger og sammenkomster, der overrasker, stimulerer og forbinder mennesker. Samtidig forhandler butikken alt, hvad dit shoppehjerte kan begære af hollandsk design. Fra smykker, skønhedsprodukter, interiør og upcoming tøjmærker til haute couture og unikke kunstgenstande.
Spuistraat 172, Xbank.amsterdam.
