Ajour: Fra et historisk drama til et sagnomspundet maleri

I uge 4 kan du se frem til en ny dramaserie fyldt med intriger, kunst, der sætter fokus på vores teknologiforbrug og en roman, som handler om at starte forfra, før det er for sent. Vi har samlet ugens bedste kulturnyheder til dig.

The Gilded Age på HBO Max

Thegildedage-serie

© HBO Max

Serie: Nyt guldalder-drama på HBO

Da Netflix-serien Bridgerton havde premiere i 2020, var vi mange, der ikke kunne få nok af Daphne og Simons stormfulde romance. Var du også en af seriens mange fans, er der godt nyt: 24. januar har HBO Max nemlig premiere på en ny serie, The Gilded Age, der lader til at trække på nogle af de elementer, vi netop elskede Bridgerton for: store kjoler, overdådige boliger og endeløse familiedramaer.

Den nye serie finder sted i netop guldalderen og omhandler den unge kvinde Marian Brook (Louisa Jacobson), som efter sin fars død flytter fra Pennsylvania til New York for at bo med sine to rige tanter, Agnes (Christine Baranski) og Ada (Cynthia Nixon). Der opstår dog hurtigt konflikter mellem tilflytteren og den gamle overklasse, og Marian må beslutte sig for, om hun vil indrette sig efter samfundets normer eller følge sit hjerte.

Bag The Gilded Age står Downton Abbey-skaberen Julian Fellowes, så der er lagt op til et fantastisk historisk drama fyldt med nervepirrende intriger.

'The Gilded Age' har premiere på HBO Max mandag 24. januar.

Kunst: Krop, teknologi og fremtid

Navlestrengs-lignende kabler snor sig gennem rummene, mens ventilationsanlæg summer svagt i baggrunden. De ligner menneskelige organer, som vi kender dem, men alligevel har de et overjordisk element.

Den danske kunstner Marie Munk er optaget af, hvad det betyder for vores kropslige eksistens, når den digitale verden i form af eksempelvis iPhones og fitness-apps rykker tættere ind på kroppen. I sin nye soloudstilling Big Energy på Gl. Holtegaard inviterer hun publikum til at filosofere over krop, spiritualitet og data i en verden, hvor teknologien er mere fremtrædende end nogensinde før.

'Big Energy' kan opleves på Gl. Holtegaard fra fredag 28. januar. Læs mere her.

Dokumentar: Maleriet, der forførte hele verden

Der lød en storm af forbløffede gisp og spredte klapsalver gennem salen, da auktionshuset Christie's i 2017 solgte kunstværket Salvator Mundi ved en auktion i New York. Hammeren faldt først ved et bud på 450 millioner dollars, hvilket gjorde maleriet til det dyreste kunstværk nogensinde. Kunstneren bag er nemlig Leonardo da Vinci, en af verdenshistoriens største og mest velkendte malere – og i deres kampagnemateriale op til auktionen, der både inkluderede Patti Smith, Jennifer Lopez og Leonardo DiCaprio, lagde Christie's vægt på, at værket er en 'mandlig version af Mona Lisa'.

Problemet er dog, at der længe har været tvivl om maleriets ægthed – og det har kun bidraget til polemikken, at det nu angiveligt er forsvundet. I den nye dokumentarfilm The Lost Leonardo dykker den danske dokumentarist Andreas Kofoed ned i den mystiske historie bag om maleriet, som har drevet overskrifter verden over og skabt uro i kunstverdenens top – og det er blevet til en medrivende fortælling om magt, politik og grådighed.

'The Lost Leonardo' har premiere i landets biografer torsdag 27. januar. Læs mere her.

Bog: En ny start

Engang arbejdede Martha for Vogue og drømte om at skrive en roman. Men da hun var sytten år gammel, ændrede hendes liv radikalt kurs, og selv efter utallige lægebesøg, timer hos en terapeut og endeløse mængder af medicin ved hun stadig ikke, hvorfor hun har svært ved at stå op om morgenen, og hvorfor hun støder alle mennesker i sit liv fra sig.

Højtryk og lavtryk er en ny roman af The Times- og Vogue-journalisten Meg Mason, som er en coming-of-age-fortælling om dysfunktionelle familier, venskab og psykisk sygdom – og ikke mindst om at starte forfra, før det er for sent.

'Højtryk og lavtryk' udkommer ved Politikens Forlag mandag 24. januar. Pris: 300 kroner. Læs mere her.