Ajour: Fra fransk drama til inkluderende mode

Et fransk familiedrama, ny lyd til din cykeltur og en ikonisk smykkeudstilling er blandt de ting, du kan se frem til i uge 3. Vi giver dig her ugens bedste kultur- og modenyheder.

petite-maman
© Lilies Films

Mode: Oplev Cartiers ikoniske smykker

Fra midten af januar kan du opleve en række af det ikoniske luksusbrand Cartiers smykker i deres butik i København. Der er tale om high end-smykker, som aldrig tidligere er blevet vist i Danmark – herunder et udvalg af smykker fra Cactus de Cartier og Les Galaxies de Cartier. Udstillingen sætter fokus på det avancerede håndværk bag de eftertragtede smykker og Cartiers tilgang til brugen af ædelsten.

Udstillingen finder sted i Cartiers butik i København på Østergade 3, 1100 København K fra 15. januar og frem til 7. februar. Se butikkens åbningstider her.

Musik: P3 Talent-vinder udgiver debutalbum

Siden Mekdes i 2018 sendte sin første single på gaden, har anmelderne smidt rosende ord efter hende med bemærkninger om hendes vilde vokal – og i november 2021 vandt Mekdes ganske velfortjent P3's Talentpris efter en række hits som In Favor of You. Nu udgiver sangerinden endelig sit debutalbum Greedy, der af hende selv beskrives som “en masse sange fra mit liv, der folder sig ud som en dagbog” – og at dømme ud fra de første smuglyt kan du godt glæde dig til endnu mere af den varme, sjælfulde musik, vi kender Mekdes for.

Debutalbummet 'Greedy' udkommer 21. februar.

Interiør: Ny kollektion fra H&M Home

I januar lancerer highstreetbrandet H&M en ny interiørkollektion, som skal symbolisere den (forhåbentligt) lysere tid, vi går i møde. Farver som lilla, grøn og gul dominerer kollektionen, der blandt andet består af vaser med skulpturelle mønstre, bløde puder til at slænge sig i sofaen med og en masse køkken-gear, herunder forskellige køkkenredskaber og opbevaringsløsninger.

Den nye kollektion lander i butikkerne og på Hm.com 20. januar. Læs mere her.

Mode: Magasin udvider sortimentet med ny hovedbeklædningskollektion

Debatten omkring diversitet i modebranchen er i fuld gang i disse år, og det seneste input til udviklingen kommer fra Magasin.

I 2021 begyndte stormagasinet at udbyde højhælede sko i store størrelser, og fra januar 2022 vil du også kunne finde en ny hovedbeklædningskollektion fra House of Christine på hylderne. Kollektionen er henvendt til personer, som af religiøse årsager ønsker at bære hovedbeklædning, og kvinder, som går igennem et sygdomsforløb og lider af hårtab.

Kollektionen kan købes på Magasin.dk og i Magasins forretninger.

Film: Det franske drama, du ikke må gå glip af

Da Nellys mormor dør, tager hun med sin familie ud for at tømme hendes hus. Mens hende forældre pakker sammen, går Nelly på opdagelse i de omkringliggende skove – og her møder hun en anden pige, Marion, som ligner hende selv på en prik.

Det franske drama Petit Maman er en smuk og magisk fortælling om en families fortid, og den vandt prisen Bedste internationale film ved San Diego International Film Festival i marts 2021. Nu er den endelig nået til de danske biografer, og du kan glæde dig til endnu et mesterværk fra instruktøren Céline Sciamma, som også stod bag den anmelderroste film Portræt af en kvinde i flammer.

'Petite maman' har premiere 20. januar. Bestil billetter hos Kino.dk.