Andrea Elisabeth Rudolph: “Jeg får dårlig samvittighed over ting, jeg slet ikke behøver at have dårlig samvittighed over”

Andrea Elisabeth Rudolph har mange gange bekymret sig over noget, hun ikke har fået gjort, eller når der er mails, hun ikke har fået svaret på endnu. Men livet har lært hende, at det er meget mere givende at se positivt på tingene. Så det øver hun sig i, fortæller hun i det nye afsnit af Costumes podcast ‘Mit bedste råd’.

Podcast med Andrea Elisabeth Rudolph
© PR

Det kan nogle gange være svært at holde den dårlige samvittighed på afstand. Men Andrea Elisabeth Rudolph gør en meget bevidst indsats for at lykkes med det. For alt for mange gange har hun brugt energi på at bekymre sig om unødvendige ting.

“Jeg har en ekstrem samvittighed, og den kan godt nogle gange tynge. Når jeg for eksempel taler med min mand om, at nu har jeg ikke fået det eller det gjort eller mangler at svare dem og dem, så svarer han: ‘Det skal du da ikke have dårlig samvittighed over’. Jeg kan godt få dårlig samvittighed over noget, jeg slet ikke behøver at have dårlig samvittighed over,” fortæller Andrea Elisabeth Rudolph, grundlægger af og administrerende direktør i Rudolph Care, i det nye afsnit af Costumes podcast-serie Mit bedste råd, der er ude nu.

I Mit bedste råd fortæller en kvinde om det råd, hun vil give videre til andre. Og Andreas handler netop om, at man skal være generøs med sig selv, smile og være large, for det skaber en positiv spiral og smitter af på andre – og sig selv.

Åbenbaring
Derfor forsøger hun ikke at hvile i det negative og bruge sin energi på at være positiv, og med tiden er det lykkedes ret godt. Det blev hun især bevidst om for otte år siden, da hun første gang var på date med sin mand, Claus Møller Jacobsen.

“Den første aften bemærkede han meget, hvor positiv jeg er. Jeg ved ikke, hvor mange gange i det første stykke tid, vi var sammen, at han sagde det. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt over,” siger hun og uddyber:

“Men jeg er relativt ambitiøs omkring, hvad jeg bruger min tid på, og hvis jeg skal lykkes med mit ambitionsniveau, er jeg nødt til at være på en måde, hvor jeg giver mig selv energi.”

Hør meget mere om Andreas tanker om at sige ‘pyt’, at omfavne, når hun og andre begår fejl, give noget af sig selv til andre, huske at sige komplimenter højt og meget mere i Costumes podcast Mit bedste råd, som du finder på Apple Podcasts, Spotify og Google Play.