Bliver du aflyttet af din telefon?

Du har haft en samtale med en veninde – og pludselig dukker selvsamme emne op på Facebook som reklame. Find ud af, hvordan Facebook skræddersyer reklamer til dig

Bliver du aflyttet af din telefon?
© Anna Stokland

Du sidder på en restaurant med din veninde, og I taler om løst og fast. På et tidspunkt falder samtalen på noget så trivielt som støvsugere, og din veninde fortæller dig om en model, der er både lille og smart.

Da du nogle timer efter har krammet din veninde farvel og scroller gennem dit Facebook-feed, ser du pludselig en reklame for en støvsuger. Er det blot en tilfældighed? Eller bliver vi aflyttet af vores telefoner?

Slå koldt vand i blodet

Det er meget usandsynligt, at vores telefoner aflytter vores samtaler hele tiden. Ifølge en af forskerne bag en nyere undersøgelse fra 2017 er der ingen tegn på det, men hvad man let glemmer er de andre måder, hvorpå vores personlige informationer kan blive videregivet til virksomheder.

Det førnævnte studie er foretaget gennem et år og involverede mere end 17.000 af de mest brugte Android-apps. Eksperimentet kan ikke komplet afvise, at vores telefoner lytter til os, men de fandt altså ikke et eneste bevis på, at det skulle være tilfældet. Dog kom de med en anden opdagelse.

Det viser sig, at enkelte app-applikationer ikke er helt ærlige omkring deres videregivelse af personlig information – og brugerne får heller ikke altid lige læst retningslinjerne igennem, før de trykker godkend. Det betyder, at nogle apps videregiver personlig information til virksomheder ved for eksempel at optage skærmen.

Det er også værd at nævne, at både Facebook og Instagram har algoritmer, der målretter reklamer til dig baseret på dine typiske onlinevaner.

Aflytning på Facebook

For år tilbage var Facebook i vælten, da anklager om aflytning rullede ind over det sociale medie. De har gang på gang afvist beskyldningerne, men det er teoretisk set muligt for dem at aflytte deres brugere; Når man henter Facebook-, Instagram- og Messenger-appen, så godkender man nemlig samtidig, at de får adgang til mikrofon, lokalitet og kamera.

Men faktum er, at det slet ikke er nødvendigt for Facebook at lytte til dig. App'en ved, hvor du er, fordi du har godkendt, at den må kende din lokalitet; Hvis du befinder dig på Vesterbro, får du forslag til gode spisesteder i området, og hvis du hænger ud med en person, der for nylig har googlet støvsugere, vil du formentligt blive eksponeret for samme reklamer.

Baader-Meinhof-fænomenet

Har du nogensinde prøvet at høre et nyt ord, hvorefter netop selvsamme ord dukker op overalt omkring dig?

Dette kaldes Baader-Meinhof-fænomenet og bliver blandt andet forklaret af David Hand, forfatteren bag bogen Improbability principle, som påviser, hvordan størstedelen af de ting, der opleves som ekstraordinære, faktisk er ganske almindelige. Det er et menneskeligt træk at ville søge forklaringer, så vi kan ikke begribe, når noget blot er et tilfælde.

“Når der sker noget, som tilsyneladende er en tilfældighed, tror vi, at der må være en forklaring – det kan ikke være tilfældigt. Men i virkeligheden er der stor sandsynlighed for, at sådan et tilfælde finder sted,” uddyber Hand.

Hertil kommer, at vi er mere opmærksomme på ting, vi allerede har i bevidstheden. Hvis du eksempelvis er på udkig efter en ny cykel, vil du være langt mere tilbøjelig til at bemærke cykelreklamer i dit feed, som du ellers havde scrollet forbi uden at ænse.