Costume Ajour: Instagram-profil som podcast og sko fortolket med kunst

I uge 12 er der igen rigeligt med gode (pop)kulturelle sager og modenyheder at dykke ned i og blive klogere på. Vi har samlet et udvalg af de bedste kulturoplevelser til din uge.

DR skamløs serie

DR skamløs serie

© Mathias Strømfeldt

Fra en af de sjoveste Instagram-profilers seneste påfund til intime snakke om sex og seksualitet. I uge 12 er der igen nyheder på mode- og kulturfronten, som du kan se frem til.

Podcast: Populær Instagram-profil på lyd

Instagram-profilen @everyoutfitonsatc skabte hashtagget #WokeCharlotte og gjorde Miranda Hobbes til den sande stjerne fra Sex and the City. Nu har profilens bagmænd, Chelsea Fairless og Lauren Garroni, udvidet deres repertoire med podcasten Every Outfit, hvor du er garanteret skarpt nørderi inden for mode og popkultur.

Lyt til Every Outfit der, hvor du lytter til podcasts.

Kunst: Ny udstilling gør op med den vestlige fortælling om Afrika

ARoS’ nye udstilling This is not Africa – unlearn what you have learned er et opgør med en stereotyp vestlig fortælling om ‘det afrikanske’ og består af blandt andet installationer, videoer, skulpturer, malerier, fotos og et performanceprogram af – primært afrikanske – samtidskunstnere, blandt andre Njideka Akunyili Crosby og Bolatito Aderemi-Ibitola.

This is not Africa – unlearn what you have learned kan opleves på ARoS fra 27. marts til 24. oktober 2021.

Mode: Dansk skomærke hylder unge kunstnere

I denne uge lander en ny sommerkollektion fra Vagabond, Atelier by Vagabond. I kampagnen for den nye linje har kunstnerne Josefin Zachrisson, Hedvig Moberg og Anna Mörner fortolket kollektionen, der består af platforms, flats, slip-ins og pumps i neutrale farver som off-white, sort og beige, gennem deres egne kunstværker. Priser fra 1.299 kroner.

Atelier by Vagabond lanceres på Vagabond.com og i et begrænset udvalg i Illum fra onsdag den 24. marts.

Bøger: Fortællingen om et kvindeliv

I den nye bog Årene fortæller en af Frankrigs største nulevende forfattere, Annie Ernaux, om et kvindeliv i tiden fra 1941 til 2006 baseret på sin egen historie – fra opvæksten i en arbejderklasse i Normandiet til pubertet og pigeskole, studenteroprør og forstadsliv med mand og børn til skilsmisse og unge elskere.

Årene af Annie Ernaux udkommer den 26. marts hos Gads Forlag. Kan købes online og i boghandlere fra 250 kr.

Streaming: Tre kvinder trodser skam og fordomme i doku-serie

I en af de nyeste reportageserier fra DR3, Skamløs, kan du møde tre unge kvinder, der insisterer på, at kvinder skal kunne tale lige så højt om lyst og begær, som mænd kan, uden at blive gjort til skamme. En åben og ærlig skildring af sex og seksualitet, hvor intet er for intimt til at blive vendt.

Alle tre afsnit af Skamløs kan streames gratis på appen DRTV og Drtv.dk.

Musik: Nyt album fra noir-dronningen

Der er gået omkring halvandet år, siden vi sidst har hørt fra Lana Del Rey, da det anmelderroste album Norman Fucking Rockwell udkom. Nu er der endelig nyt fra sangerinden, der netop har udgivet sit syvende album, Chemtrails Over the Country Club, der trækker på elementer fra jazz, country og folk.

Chemtrails Over the Country Club kan streames nu.