Derfor bør du kende Virginia Woolf

I klassikere som Til Fyret, Bølgerne, Mrs. Dalloway og Sit eget værelse bliver man draget ind i den Virginia Woolf’ske stream-of-consciousness, hvor mænd hævder sig på kvinders bekostning, og karakterers tankestrømme væver sig ind i og ud af hinanden, og indre monologer spejler verden, snarere end ydre handlinger.

Virginia Woolf er en af modernismens vigtigste kvindelige forfatterstemmer, og hendes syn på kønsroller og identitet er stadig – næsten skræmmende – relevant i dag. Her er fem grunde til, at du skal (gen) læse Virginia Woolf.

1. Hun kæmpede for kvinders rettigheder

I disse Time’s Up-tider er det oplagt at genbesøge Virginia Woolfs forfatterskab, selv om man godt kan ærgre sig over, at så mange af hendes pointer om den værdi, vi tillægger henholdsvis mænds og kvinders arbejde, stadig falder ud til fordel for det mandlige køn.

En af hendes mest berømte sætninger er fra essayet Sit eget værelse fra 1929: ‘En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur’, hvor hun kædede kvinders økonomiske uafhængighed sammen med muligheden for at være kreativt skabende – noget, som kun var forbeholdt de få (læs: mænd), men som Woolf opfattede som essentielt. Vi skal kun tilbage til sidste efterår, hvor Michelle Williams blev betalt lige under 1.000 dollars for en tidages skydning på Ridley Scott-filmen All the Money in the World, imens hendes mandlige kollega Mark Walhberg fik 1,5 millioner dollars for samme arbejdstid (Wahlberg gav hele sin løn til Time’s Up-organisationen efterfølgende, red.).

Virginia Woolf kredsede i hele sit forfatterskab om, hvad det vil sige at være kvinde, og udfordrede sin tids opfattelse af kvindens plads i hjemmet og i litteraturen, ligestilling og kønsidentitet – alt det, der optog hende selv op igennem 1920’erne og 30’erne. Det fik i 70’erne, 30 år efter Virginia Woolfs død, feministbevægelsen til at sætte hendes forfatterskab op på en piedestal og var med til at definere genren ‘kvindelitteratur’ som et positivt begreb, fremfor tidligere termer som ‘guvernantelitteratur’ og ‘dameromaner’, der blev anset som værende for ‘det svage køn’.

En anerkendelse hun ikke fik, imens hun levede, hvor hendes bøger fik meget svingende modtagelser. Måske fordi hun hørte til en lille gruppe kvinder, der insisterede på at leve uden at lade sig begrænse af sit køn, og brugte sit forfatterskab til at påpege alle de uligheder, der fandtes mellem mænd og kvinder på hendes tid.

Ofte har hendes mandlige karakterer en form for mindreværdskomplekser, som kvinderne i hendes fortællinger tager på sig ved at være overbærende, gøre sig selv mindre vigtige og gå på kompromis med deres egne følelser. I Sit eget værelse skriver Woolf, så man skulle tro, at hun kendte Harvey Weinstein: ‘Kvinder har i århundreder fungeret som spejlglas med den magiske og herlige evne at gengive manden i dobbelt størrelse i forhold til virkeligheden’.

Hun oplevede selv i sin opvækst, hvordan hendes brødres uddannelse blev prioriteret i forhold til hendes og hendes søstres. Ligeledes insisterede Virginia Woolf på at skrive i eget navn og ikke under pseudonym, sådan som mange kvindelige forfattere havde gjort før hende, eksempelvis George Eliot (Mary Ann Evans), Ellis Bell (Emily Brontë) og Isak Dinesen (Karen Blixen).

2. Hun var iværksætter

Virginia Woolf var – både efter datidens standarder såvel som nu
– en ret driftig kvinde. Foruden at være forfatter var hun selvstændig erhvervsdrivende, foredragsholder, debattør og havde et globalt udsyn. Hun var kort sagt en moderne kvinde – den slags, som vi i dag taler om, vi skal have flere af i bestyrelser og på CEO-poster. Sammen med sin mand, Leonard Woolf, var Virginia centrum for en af de mest ind ydelsesrige litterære cirkler i sin tid, Bloomsburygruppen. Den bestod af en inderkreds af intellektuelle, kunstnere og kritikere og talte blandt andet forfatteren E.M. Forster, økonomen John Keynes og maleren Vanessa Bell, Virginias søster.

Virginia Woolf skrev, stort set fra hun kunne sætte bogstaver sammen til ord og indgav allerede som 8-årig en novelle i en aviskonkurrence. Hendes forfatterskab bredte sig over romaner, noveller, essays, biografier, skuespil, brevkorrespondancer og dagbogsskrivning. Hun holdt forelæsninger på Cambridge Universitys kvinde-afdelinger – det var blandt andet dertil, hun skrev de essays, som senere skulle blive til Sit eget værelse, hvor hun side efter side argumenterer for kvinders ret til selvstændighed og økonomisk uafhængighed.

Foruden at blive udgivet udgav Virginia Woolf også selv bøger – sammen med sin mand ejede hun forlaget Hogarth Press, hvor de trykte smal, britisk og udenlandsk litteratur. Hun udgav også selv en af sine mest ikoniske romaner, Mrs. Dalloway, fra Hogarth. Romanen rummer tilbagevendende Woolf’ske temaer med hovedpersonen, Mrs. Dalloway – en overklassekvinde, som tænker, hun burde have valgt en mere spændende ægtemand, selvom hun faktisk var allermest lykkelig, dengang hun som ung kyssede den vilde og uafhængige Sally Seton.

Romanen finder sted efter 1. Verdenskrig, og Woolf kommer også omkring posttraumatisk stress som psykisk sygdom på et tidspunkt, hvor ingen endnu havde givet den et navn. Derudover kan Mrs. Dalloway læses som en kritik af det britiske bourgeoisi og dets konforme livsstil.

Igennem hele sit forfatterskab var Virginia Woolf meget inspireret af ‘de russiske kæmper’ Dostojevskij, Tolsoj og Turgenev, fra hvem hun adopterede tanken om et mere flydende og omskifteligt selv, og hvordan det er essentielt at være i kontakt med alle versioner af sig selv, uanset feminine eller maskuline egenskaber, for at kunne skrive autentisk.

Woolf selv har været forbillede for mange forfattere. Blandt andet danske Christina Hesselholdt, der I familiens skød har fundet inspiration til sin romans opbygning og hovedperson i Woolfs Til fyret, og i Camille – og resten af selskabet indgår en bid af Woolfs dagbogstekst, ligesom hovedpersonen, Camille, besøger Woolfs hus i Rodmell. Lone Hørslev er også stor Virginia Woolf-fan og har skelet til Mrs. Dalloway som inspiration til formen på sin roman Sorg og Camping.

3. Hendes arbejde inspirerer nutidens kunstnere

Den amerikanske forfatter Michael Cunningham satte Mrs. Dalloway på den populærkulturelle dagsorden med bogen Timerne, der handler om tre generationer af kvinder, herunder Woolf selv, og hvordan hendes roman lever videre i årtier. Det blev senere til en film af samme navn med Meryl Streep,
Julianne Moore og Nicole Kidman – sidstnævnte vandt en Oscar for sin rolle som Virginia Woolf.

Og alle slags kunstnere har igennem tiden ladet sig inspirere af Virginia Woolf. Museet The Tate St. Ives i Cornwall i England har netop vist udstillingen Virginia Woolf: An Exhibition Inspired by Her Writings, hvor 80 kvindelige kunstneres værker inspireret af Woolfs litteratur blev udstillet. Her kunne man blandt andre se den franske fotograf og billedkunstner Claude Cahun (1894-1954) – født Lucy Schwob – der bevægede sig i grænselandet mellem kvinde og mand, og som kontinuerligt arbejdede med at vise forskellige versioner af sig selv i sit arbejde i form af selvportrætter, hvor hun var klædt på både som mand og som kvinde – meget lig den inspiration, som Woolf fandt i de russiske forfattere om at være i kontakt med både sine maskuline og sine feminine sider.

Og Linder Sterling (1954-), som er kendt for sine collager, der kombinerer udklip fra pornomagasiner med hus-og-have-agtige magasiner som en kommentar til kvinders plads i hjemmet og kvindefrigørelsen. Og hvor Woolf på sin tid kæmpede for at give kvinder en stemme i litteraturen, gør den sydafrikanske kunstner Zanele Muholi (1972-) det samme for homoseksuelle minoriteter i Afrika igennem fotografi og videokunst, ved at udforske med sine portrætter, lige som Woolf, hvordan det private rum kan sætte individet fri til at være sig selv.

4. Hun var interesseret i tøjs psykologiske effekt

Det er nok en overdrivelse at kalde Virginia Woolf et stilikon efter datidens standarder. Hun sås ofte i mere praktisk tøj, som højhalsede, blomstrede kjoler, lange, tykke strikcardigans, brede filthatte med lidt krøllede skygger – 20’ernes flapper-stil var ingen steder at spore. Hun havde dog den mest elegante profil og blev ofte fotograferet lidt fra siden, portrætter man blandt andet kunne finde i Vogue og Vanity Fair. Det let bølgende hår, skilt i midten og samlet i nakken, indrammede store længselsfulde øjne, høje kindben akkompagneret af runde kinder, en lang, statelig næse og en lille, spids mund med fyldige læber, der sjældent blev fanget i deres fulde bredde på billeder.

I dag bliver Virginia Woolf og hendes forfatterskab hele tiden genbesøgt af designere, som henter inspiration der – man kan se spor af Virginia Woolf i Célines androgyne jakkesæt, der er et nik til en mere flydende kønsidentitet, i Guccis forkærlighed for farverige, strikkede cardigans og små, blomstrede kjoler hos Paul & Joe.

Virginia Woolf selv var egentlig mere interesseret i den psykologiske effekt, tøj har, end i æstetikken. Hun mente, at selv om tøj tager form efter vores kroppe, er det tøjet, der former vores hjerter, vores hjerner, vores sprog, og at vi navigerer i samfundet ud fra tøj, som en signifikant del af vores identitet. Woolf er også inspirationen til Invisibilias podcast-afsnit The Secret Emotional Life of Clothes, der dykker ned i, hvilke transformative kræfter tøj kan have – noget, som Woolf i den grad legede med i Orlando.

5. Hun beskæftigede sig med det flydende køn

I værket Orlando lader Virginia Woolf nemlig sin hovedperson af samme navn rejse igennem tid og sted, forskellige århundreder og med skiftende identitet – nogle gange klædt på som en mand, nogle gange som en kvinde. Her tog hun forskud på en af vor tids vigtigste dagsordener: friheden til at være sig selv, lige meget hvilken krop man er født i, og hvem man forelsker sig i.

Det er en fortælling, der afspejler Woolfs egen seksuelle orientering. Det var med et vist forbehold, at hun giftede sig med Leonard Woolf, og Virginia Woolf havde en lang række affærer med kvinder, den mest kendte med Vita Sackville-West, der var aristokrat og forfatter. Orlando var direkte inspireret af hendes forhold til Vita Sackville-West, og senere i år udkommer filmen Vita & Virginia med Elizabeth Debicki (hende vi kender fra The Night Manager) som Virginia Woolf.

Leonard og Virginia Woolf fik ingen børn, og der er spekulationer om, at Virginia Woolf blev misbrugt af sin stedbror som barn. På grund af det og efter flere skelsættende dødsfald i hendes nærmeste familie – hendes mor, søster, far og bror – var hun plaget af depressioner, hallucinationer, et selvmordsforsøg, maniske episoder og indlæggelser. Da hendes mentale tilstand i begyndelsen af 1941 igen begyndte at degenerere, fyldte hun lommerne med sten og gik ud i Ouse-floden og sank til bunds. Hun efterlod Leonard Woolf et afskedsbrev, hvori hun skrev, at han var alt, hvad hun havde drømt om. Hun blev 59 år.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF