
Gwyneth Paltrow: Gal eller genial wellnessguru?
Har du hørt om vagina-duftlys, eller behandling med euforiserende stoffer og livsfarlige bistik? Gwyneth Paltrows alternative tilgang til wellness er omdrejningspunkt i ny Netflix-serie
AfHun brød igennem i thrilleren Se7en, brillerede i komedien View from the Top, og vandt en Oscar for sin rolle i Shakespeare in Love.
Men trods sin bragende skuespilsucces, har Gwyneth Paltrow de seneste år skiftet det store lærred ud med en helt ny karriere, som er omdrejningspunktet i den aktuelle Netflix-serie The Goop Lab.
Gwyneth Paltrows livsstilsmærke Goop var en naturlig videreførelse af filmstjernens passion for sund mad og alternative behandlingsmetoder som cupping. Den smertelindrende behandling var uset i Hollywood, da Paltrow troppede op på den røde løber med cupping-mærker på ryggen i 2004 og fik medierne til at gå i selvsving.
Det blev starten på et kontroversielt, men succesfuldt wellnesseventyr.
Livsfarlige bistik
Goop beskæftiger sig også med anbefalinger af alternative metoder, og en af de mest omdiskuterede nåede medierne i 2016, da Paltrow i et interview med The New York Times afslørede, at hun brugte bistik til at behandle en gammel skade.
Den såkaldte bistikterapi er aldrig blevet blåstemplet af professionelle, og endte fatalt for en spansk kvinde, der fik en dødelig allergireaktion efter to år på metoden.
Selvom det selvsagt medførte yderligere kritik af det kontroversielle livsstilsunivers, resulterede det samtidig med endnu flere salg og endnu flere klik til Goop.