Her får du den bedste te i København og Århus

Den ærkebritiske tradition Afternoon Tea er endelig brudt frem herhjemme. Få hele teens historie, og se, hvor du får den allerbedste te-oplevelse i Danmark

© Winterspring Press

Med strittende lillefingre har briterne i flere hundrede år mødtes om eftermiddagen til en kop friskbrygget te, agurkesandwich, lune scones og hjemmelavet lemon curd for at vende både hverdagen og verdenssituationen. Et nydelsesmåltid, der vinder mere og mere indpas i det ellers kaffedrikkende Skandinavien.

I den varme driks selskab

Espresso, americano, cortado, caffe latte, cappuccino, flat white, café au lait, dryp kaffe ... og så allernederst på listen den uspecificerede kategori: te. Nogenlunde sådan har udvalget på de fleste caféer herhjemme set ud de sidste mange år, hvor det for længst er blevet slået fast, at en kop kaffe ikke bare er en kop kaffe. Anderledes har det set ud med kaffens lillesøster teen.

Den serveres oftest som indpakket brevform med en kop kogende vand til. Så er det ellers selv at beslutte, hvornår brevet skal i, og hvor længe det skal trække, imens baristaerne er travlt optaget af at kværne kaffebønner og lave spektakulære mønstre på diverse mælkemokkadrikke. Men de seneste par år er der sket noget. Den ærkebritiske tradition Afternoon Tea er nemlig brudt frem herhjemme, og med den følger forståelsen af, at te ikke bare er te, men findes i et væld af farver, forme og smage. Og måske er det ikke helt tilfældigt, at eftermiddagsritualet for alvor har gjort sit indtog netop nu. For mens vi er blevet vant til at have kaffen med os på farten, kræver en velbrygget kop te – og dens følgeskab af scones og agurkesandwich – at vi afsætter tid og ro til at nyde både den og de samtaler, der ofte følger i den varme driks selskab.

© A.C. Perchs Thehandel

Fra Kina til England

Teen kom til Europa i slutningen af 1500-tallet. Det var de portugisiske handelsrejsende, der havde været i Kina, som tog den med sig. Da den britiske konge i midten af 1600-tallet giftede sig med en portugisisk dronning, kom teen til England, hvor den hurtigt blev populær blandt de engelske forretningsmænd og aristokrater. De engelske rigmænd mødtes til te i Londons te- og kaffehuse, og derhjemme mødtes deres hustruer på samme manér. Begge parter sødede den varme eksotiske drik med en masse sukker. At tedrikkeriet på dette tidspunkt var forbeholdt borgerskabet skyldtes, at både te og sukker var meget dyrt på grund af den lange rejse fra Kina og ikke mindst de høje skatter i England. Det lyder vildt i dag, hvor en pakke te nemt kan erhverves for under ti kroner, men de høje priser dengang medførte, at der opstod et sort marked for teen, så englænderne i 1700-tallet 7drak noget så rock’ n’ roll som smugler-te.

I 1785 erkendte den britiske regering, at den høje te-beskatning nok kostede mere, end den tjente ind. Skatten blev derfor sat kraftigt ned, og drikken blev engelsk allemandseje.

Royale fornemmelser

Afternoon Tea som koncept skal krediteres til Hertuginde Anna Maria Russell, der i midten af 1800-tallet begyndte at holde te-hof om eftermiddagen på sit gods Woburn Abbey. Blandt de mange fans af konceptet var hertugindens gode veninde Dronning Victoria, der hurtigt hurtigt fik fik Afternoon Tea indført på Buckingham Palace. Og som det har for vane med kongehuset, spredte den royale tendens sig hurtigt. I dag serverer alle engelske hoteller med respekt for sig selv det legendariske nydelsesmåltid. Teen drikkes af fine porcelænskopper, og de små fingersandwich og nybagte scones serveres på fint udsmykkede fade. Det er også muligt at prøve eftermiddagsteen, hvor det hele startede, nemlig i Woburn Abbeys historiske gemakker.

Fordybelse og sundhed

Selvom vi i Skandinavien stadig er et kaffefolk – danskerne drikker tredjemest kaffe på verdensplan – er der de sidste år sket noget på menukortet, hvad angår te. Drikken er gået fra at stå nederst på menukortet til nu at være hovedattraktionen på flere caféer, og specialforretninger med eksotiske tesorter som den japanske matcha skyder frem. Den stigende interesse skyldes sandsynligvis, at vi har fået adgang til flere typer te, og så peger forskning på, at te har en lang række sunde egenskaber, såsom at den styrker immunforsvaret, øger fedtfor- brændingen og forebygger kræft. I tusinder af år har kineserne af samme årsag brugt te til sygdomsforebyggelse, men også til meditation, fordi drikken har en afslappende effekt, der medvirker til at skabe ro i sindet. Samtidig er te et meditativt alternativ til kaffe, der ofte næsten sluges fra en to go-kop. Og hvis der er noget, vi jagter i disse højteknologiske og stressede tider, er det netop en mulighed for et lille øjebliks ro til dybe samtaler eller bare at sidde og kigge ud i luften ... måske med en strittende lillefinger.

Her får du den bedste Afternoon Tea-oplevelse

Wintersprings Afternoon Tea: Den moderne afternoon tea

I et af Københavns gamle huse åbnede det prisbelønnede dessertbrand Winterspring i marts 2018 en morgenmad- og dessertbar. Før ejeren, Karina Schmitt Lund, begyndte at lave gourmetis, arbejdede hun i Londons finansverden, og derfor har det været naturligt for hende at tage eftermiddagskonceptet Afternoon Tea med sig til København. Der er dog ingen scones og agurkesandwich på menuen, i stedet byder Wintersprings Afternoon Tea på nordiske råvarer fremstillet af erfarne Michelinkokke. De to forskellige teer, der serveres ad libitum, er afstemt efter de små salte og søde retter til en pris på 450 kroner. Winterspring har i efteråret 2018 også åbnet en tesalon i Magasin på Kongens Nytorv i København. Her serveres ikke den klassiske Afternoon Tea, men forskellige te- og kagevariationer – oplagt som en rolig pause under shoppeturen.

Store Strandstræde 16 og Magasin Kgs. Nytorv, Kongens Nytorv 13

© Winterspring Press

Perchs Tea Room: Den klassiske afternoon tea

A.C. Perchs Thehandel har siden 1835 ligget i hjertet af København og solgt kvalitetsblade i deres lille forretning med apotekerloft. Siden 2006 har den herskabelige tesalon Perchs Tea Room ligget oven på butikken, og i 2013 åbnede de deres anden forretning og tesalon i det gamle latinerkvarter i Århus. Der er over 150 forskellige slags te at vælge imellem, og begge tesaloner tilbyder Klassisk Ceremoni – en afternoon tea til 250 kroner, der – ikke overraskende – består af en valgfri kande te samt et glas Crémant, fingersandwiches, Petit Fours og scones med marmelade, lemon curd og clotted cream.

Kronprinsensgade 5, 1. sal., København K og Volden 3, Århus C

© A.C. Perchs Thehandel