Se: I et forhold
- marts har Sort Samvittighed premiere på forestillingen I et forhold. Hvor kvindekunstnerkollektivet tidligere har kastet deres kærlighed, iscenesættelse og musik over værker af Anne Linnet og Tove Ditlevsen, fortolker de i deres tredje forestilling parforholdets mange facetter – godt hjulpet på vej af litterære tekster af markante danske kvinder.
Hvorfor har I lavet en forestilling om parforhold?
“Lige siden vi slap forestillingen Tove, Tove, Tove!, har vi vidst, at vi skulle lave en forestilling på Betty Nansen Teatret i foråret 2019. Så i sommer tog vi til Sverige for at holde workshop på en ødegård. En masse tematikker for forestillingen var oppe at vende, men det interessante var, at det faktisk var i pauserne, at vores samtaler var mest intense. Og de samtaler handlede næsten altid om parforholdet. Vi er en gruppe kvinder i alderen plus-minus 40 år, og i de mange år, vi har kendt hinanden, er der sket udviklinger i alles kærlighedsliv. Nogle er blevet gift, andre er blevet skilt, mange har fået børn, men lige meget om man er i et forhold, gerne vil være i et eller er gået ud af et, er parforholdet et centralt emne – både i livet og i litteraturen. I vores tidligere stykker har vi fortolket én kunstner, nu fortolker vi et tema, men vi låner stadig af andre kvinders ord, nemlig af tekster skrevet af danske kvindelige forfattere og lyrikere inden for de seneste hundrede år.”
Hvad bidrager teksterne til?
“Tekstskatten giver adgang til andre ord end dem, vi selv ville bruge, og til andre samtaler end dem, vi selv ville starte. Vi ville gerne have forskellige stemmer om kærlighed med, så da vi besluttede os for at dykke ned i parforholdet, gik vi på litterært detektivarbejde. Vi efterlyste blandt andet på vores Facebook og Instagram, hvem vi skulle læse. Stykket er derfor blevet til via et stort bagkatalog af både kendte og mere ukendte tekster, som vi har mødtes og læst højt for hinanden fra. Det har været sjovt at opleve, hvor forskelligt vi har taget imod teksterne. Forfatter Inger Christensen har fået en af os til at grine og en anden til at græde. Læsningen har kommet an på, hvor vi selv har befundet os i parforholdets mange aspekter. Og det understreger jo netop væsentligheden af at få forskellige stemmer og perspektiver med.”
Hvorfor premiere 8. marts?
“Da vi fik oplyst, at premieredatoen skulle ligge i starten af marts, tænkte vi, at det var oplagt med kvindernes kampdag. For det er en vigtig dag. Men det er ikke, fordi forestillingen kalder til kamp, eller fordi vi er trætte af mænd. Hvis der er noget, vi er trætte af, er det nok det konstante fokus på, at vi er et kunstnerkollektiv bestående af kvinder. Vi påduttes altid en kønsvinkel og får spørgsmål om, hvorvidt der er meget pigefnidder og jalousi i gruppen. På en måde forstår vi det godt. For vi er jo kvinder, der fortolker værker af kvinder, og hvis vi ikke gad kønsvinklen, kunne vi også have valgt 5. frem for 8. marts som premieredato. Samtidig undrer det os lidt, hvor forskelligt fokus der er på os og på de mange bands og teatergrupper med mænd, der spiller musik og opsætter stykker af mandlige kunstnere. Man spørger jo ikke Rolling Stones, hvorfor de kun er mænd. Så det er nok den egentlige, men også paradoksale grund til, at vi har premiere 8. marts.”