Elena Ferrante har skrevet bøgerne fra Napoli
© Olivia Nepper Winther

Napoliromanerne: Kvinden bag successen

Napoliromanerne er blevet kendt verden over – modsat forfatteren, som stadig ikke har afsløret sin sande identitet

22. september 2018 af Olivia Nepper Winther

Med en konsekvent afvisning af al PR har pseudonymet Elena Ferrante gjort præcis det, man ikke må gøre, hvis man vil opnå succes som forfatter. Alligevel går hendes Napoliromaner om veninderne Elena og Lila deres sejrsgang jorden rundt. Den internationale bestseller er netop blevet indspillet som tv-serie på HBO, og nu udkommer bogen Frantumaglia på dansk – et intimt selvportræt af den mediesky succesforfatter, som konspiratorerne står i kø for at afsløre.

Ønsket anonymitet

“En bog har ikke brug for en forfatter, når den er skrevet.” Ordene stammer fra Elena Ferrante, en af Italiens mest succesrige nulevende forfattere. Eller det gør de så alligevel ikke helt. De stammer fra en ukendt forfatter, der siden sin debut har ønsket at være anonym og derfor har skrevet under pseudonymet Elena Ferrante. Et navn, der vækker genklang for de millioner af mennesker verden over, der har været berørt af romanserien om Lila og Elena. Fra de i 50’erne vokser op i et af Napolis fattige kvarterer, til Elena som midaldrende kvinde sætter sig for at nedskrive deres kaotiske, kærlighedsfulde og indimellem næsten hadefulde venskab. 

Napolis gader og havn
© Olivia Nepper Winther & Getty Images

Kvindeliv råt for usødet

Napoliromanerne, som serien bliver kaldt, er blevet globale bestsellere. Og bøgerne er usædvanlige på mere end én måde, mener Pia Schwarz Lausten, lektor i italiensk på Københavns Universitet. De er ikke bare i stand til at sælge, men er også af høj litterær kvalitet.

“Elena Ferrante har en særlig evne til at skildre virkeligheden og samfundet via sanserne, så vi nærmest kan smage støvet i luften og lugte stanken i det fattige kvarter. En anden styrke er, hvordan hun autentisk og ærligt udstiller venindeforholdets mange facetter. Relationen mellem Elena og Lila skildres ofte negativt med jalousi og løgne. Intet bliver forherliget, og det er befriende,” siger hun.

Samme usødede ærlighed gælder hovedpersonernes forhold til deres mænd og børn. Vold, utroskab, undertrykkelse og voldtægt hører til dagligdagen for romanens kvinder, der lever i en mandsdomineret verden.

“På den måde skriver Ferrante sig ind i italiensk feministisk litteratur. Samtidig bliver kvinderne især som mødre alt andet end glorificeret. Jeg kan ikke huske, at jeg har læst andre forfattere, der udstiller en sådan afstand til deres børn,” siger Pia Schwarz Lausten.

Hun fortæller, at man er mere forbeholden over for forfatterskabet i Italien end i udlandet. Generelt høster Ferrante mere ros i udlandet end hjemme, og det kan skyldes bøgernes tabubelagte tematikker.

“Kvindekroppen, venskaber, seksualitet og moderskab. Det er nogle emner, der i italienske kulturkredse stadig opfattes som noget, der primært hører hjemme i lægeromaner og ikke i den såkaldte fine litteratur. Derudover tegner Ferrante et meget negativt portræt af Napoli. Det der med at lægge afstand til sin hjemby kan nogle italienske læsere have det svært med,” forklarer Pia Schwarz Lausten.

Det har resten af verden til gengæld ikke. Bøgerne er solgt i over 5,5 millioner eksemplarer og udkommer i dag i 42 lande. Rejseselskaber melder om en øget turisme til Napoli, hvor læsere ønsker at gå i Ferrantes fodspor, og dette efterår har HBO Nordic premiere på en tv-serie bygget på romankvartettens første bog. Samtidig udkommer den første danske oversættelse af Frantumaglia – mit liv i ordene. Bogen, der består af over tyve års breve, essays og interviews, tegner et billede af en forfatter, der værner om sin anonymitet for enhver pris. 

Elena Ferrante har skrevet Napoliromanen Min geniale veninde
© PR

Undtagelsen, der bekræfter reglen

Første bog i Napoliserien, Min geniale veninde, udkom i 2011, men pseudonymet Elena Ferrante kom faktisk til verden for 26 år siden. Det skete med debutromanen Besværende kærlighed og var – potentielle komplikationer til trods – en forholdsvis ukompliceret fødsel. Tilbage i 1992 bekendtgjorde forfatteren bag pseudonymet til sit forlag E/O, at hun ikke havde tænkt sig at gøre noget som helst for at promovere romanen, slet ikke noget, der involverede en personlig optræden i medierne.

“Jeg har allerede gjort nok for denne lange fortælling: Jeg har skrevet den; hvis bogen er noget værd, må det være nok,” skriver hun i et brev i bogen.

En besked, som nok ville have vakt frustration hos de fleste forlag, hvor pr opfattes som alfa og omega for en bogs salgssucces. Men forlagets to hovedredaktører, ægteparret Sandro Ferri og Sandra Ozzola, gik med til det exceptionelle krav, og Ferrante har lige siden holdt sit ord. Endnu er hendes virkelige navn og identitet fortroligt for alle andre end familien og de to redaktører. 

“Det er imponerende, at pseudonymet har holdt i så mange år. I takt med at bøgerne er blevet så store succeser, har det krævet en særlig ydmyghed, der står i skærende kontrast til det moderne menneske, hvor små og store bedrifter konstant eksponeres og deles på sociale medier. De fleste, der stod bag så stor en millionsucces, ville da have lyst til at råbe: ‘Det er miiiig’ til gud og hver mand,” siger Erik Svendsen, litteraturforsker på Roskilde Universitet.

Han peger på, at der kan være forskellige årsager til, at en forfatter vælger at skrive under et pseudonym.

“En grund kan selvfølgelig være overlevelse. Hvis man lever i et samfund med censur, kan en forfatter være nødsaget til at anvende et pseudonym for at udgive systemkritisk litteratur. En ånden årsag kan være kønsmæssig, at man ikke vil bedømmes og måske diskvalificeres på baggrund af ens køn. Derfor skrev næsten alle kvinder før det moderne gennembrud under et mandligt pseudonym,” forklarer han.

Og også senere har kvindelige forfattere skullet dække sig ind: Det er Karen Blixen, der skrev blandt andet under pseudonymet Isak Dinesen, et eksempel på. Men modsat Blixen, der vekslede mellem at bruge sit eget navn og forskellige pseudonymer, har Elena Ferrante helt fra begyndelsen holdt sig til ét pseudonym.

“Hun må have haft en masterplan fra start. Én mail sendt til den forkerte eller en bekendt, der kommer til at tale over sig, og det hele er afsløret. Det er en præstation, hvordan hun i den her digitale verden har formået at holde kortene så tæt ind til kroppen,” siger Erik Svendsen.

Og han er ikke den eneste, der er imponeret over Ferrantes gennemførte hemmelighedskræmmeri. Fraværet af forfatteren har med stor sandsynlighed gjort interessen for Ferrantes bøger endnu større, og i mange år har læsere, forskere og journalister ihærdigt forsøgt at hive masken af succesforfatteren. En ironi, der taler for sig selv, for Ferrantes brug af pseudonym skyldes netop et ønske om ikke at blive et mediefænomen. Alligevel er det præcis, hvad der er sket. Det skyldes ifølge Erik Svendsen, at vi befinder os i persondyrkelsens tidsalder:

“I vores kultur er der et voldsomt biografisk begær. Vi vil helt tæt på offentlige personer,” siger han og peger på sladderblade og programmer som Kender du typen som eksempler på det.

Den persondyrkelse har medført, at forfattere konstant stiller op til interviews, hvor deres værker sættes i forhold til deres private liv. På den måde er Ferrante reglen, der bekræfter undtagelsen.

“Hun har undgået at træde ind i mediecirkusset, og det sjove er, at hun alligevel har vundet. Hun har både fået redaktørerne og læserne med sig, selvom hun har gjort præcis det, man ikke skal gøre, hvis man vil blive en populær forfatter,” siger Erik Svendsen. 

Napoli
© Olivia Nepper Winther

Et kritiseret detektivarbejde

I takt med Napoliromanernes succes er forsøget på at afsløre forfatteren bag pseudonymet intensiveret. I 2017 mente et tværfagligt forskerhold, at de var kommet et skridt nærmere gåden. Forskerne havde analyseret 150 romaner af i alt 40 forskellige forfattere, og ét navn stak ud i undersøgelserne. Domenico Starnone. Forfatteren er ikke alene fra Napoli, han er også gift med oversætteren Anita Raja, og det er hende og ikke ham, som de fleste anser for at være forfatteren bag Ferrante. 

Den teori var gængs allerede før forskerholdets analyse, og skyldes en afsløring fra 2016, hvor den kontroversielle italienske journalist Claudio Gatti satte sig for at nærstudere ægteparrets bankbevægelser. Her kunne han se, at store summer var gået ind på Anita Rajas konto på de tidspunkter, hvor Elena Ferrantes romaner blev udgivet eller filmatiseret. Anita Raja lever af at oversætte bøger fra tysk til italiensk, et job, der ikke ligefrem er kendt for at afføde høje honorarer. Derfor kunne hun umuligt have tjent så store summer på oversættelsesarbejdet alene, mente Gatti. Metoderne, som Gatti anvendte til demaskeringen, mødte selvsagt fordømmelse i litterære kredse. Også hos Pia Schwarz Lausten.

“Det er en alvorlig krænkelse af retten til privatliv og en ret usmagelig dyneløfter-journalistik,” siger hun.

Hendes kritik går på måden, afsløringen er foregået på og ikke på selve drivkraften bag, som hun anser som menneskelig.

“Der opstår en helt instinktiv nysgerrighed, når noget holdes hemmeligt. Jeg har da også været inde på YouTube og se optagelser af Anita Raja, hvor hun holder foredrag om at oversætte. Det er sand-
synligt nok, at det er hende. Hendes tone er meget den samme som i bøgerne. Men jeg forstår ikke manglen på respekt for hendes ønske om at være anonym. Det giver hende en kreativ frihed. Måske spiller en vis misundelse ind. Måske tillader man sig denne grænseoverskridende adfærd, fordi hun er en kvinde. Jeg synes, at man skal læse hendes romaner i stedet for at bruge energi på at diskutere hendes identitet.”

Ferrantes forlag afviser da også notorisk at afsløre, hvem der gemmer sig bag pseudonymet, da forfatteren bag Napoliromanerne har understreget, at hun ikke længere vil skrive under pseudonymet, hvis hun bliver afsløret.

“Hvis det er Anita Raja, er det næsten endnu mere beundringsværdigt, at hun ikke går ud og høster anerkendelse nu, hvor hun alligevel er afsløret. At hun bibeholder sin tavshed, gør hende virkelig til et skræmmebillede for mediekulturen og feticheringen af forfatterere,” afslutter Erik Svendsen. 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste