Det er min veninde, Sarah Stevens. Vi er til nytårsaften hos min ven. Det er nytåret 2012-2013. © Privat

Rigtige veninder

Iben Maria Zeuten står bag en ny bog, hvor hun taler med Oh Land, Sara Bro og ti andre danske kvinder om det svære, hårde og helt fantastiske ved at være veninder

Journalist Iben Maria Zeuten har interviewet en række danske kvinder om det at have og være veninder og samlet det i bogen Rigtige veninder. Vi har stillet hende et par spørgsmål om emnet.

Hvorfor har du skrevet en bog om venindeskab? “Fordi man ikke taler nok om det til hverdag, og det er en af de vigtigste ting i verden. Mange har tendens til at tage det for givet, og det har jeg til tider også selv gjort.”

Hvad overraskede dig, da du skrev denne bog?
“Hvor sårbart og nært et emne det er. Venindeskaber infiltrerer hele vores tilværelse og udgør vores bagland og tryghed. Vores forældre bliver gamle, og kæresten kan skiftes ud, men veninder er en af de kontinuerlige størrelser.”

Hvad betyder veninder for dig?
“Det er svært at sætte ord på, men hvis jeg skal beskrive det kort, får de mig til at føle mig stærkere. Især når jeg er allermest sårbar.”

Hvordan er du selv som veninde?
“Jeg blander mig lidt for meget på de forkerte tidspunkter. Og indimellem kommer jeg til at lade mit overskud over for mine veninder afgøres af, om jeg selv er i overskud. Det, synes jeg, er lidt ærgerligt. Men derudover håber jeg, at jeg er en varm og engageret veninde.”

Rigtige veninder, Iben Maria Zeuten 200 kr.