
Sejler hele dit feed også rundt i Københavns kanaler?
Hvor lejer man båd? Skal man have duelighedsbevis? Hvem kan leje? Vil du også gerne ud at sejle? Vi har ordnet researchen for dig – alt, du skal gøre, er at finde en dato.
Af — 19. juni 2020Med forårets og sommerens ankomst giver de varmere temperaturer os endnu mere anledning til at være udenfor. Det har betydet, at en af de ting, vi ser over alt i vores Instagram-feed for tiden, er hyggelige sejlture rundt i Københavns kanaler.
Vi har samlet og besvaret de spørgsmål, som alle os, der har fået kanalsejlture på hjernen, gerne vil have svar på.
Skal jeg have duelighedsbevis?
Duelighedsbevis, eller sejlkørekort om man vil, er normalt lovpligtigt for at færdes til søs. Men for alle os, der drømmer om en dag rundt i kanalerne, og ikke besidder havets kørekort, er der gode nyheder.
Der findes nemlig flere virksomheder, hvor du kan leje en mindre båd uden at have et duelighedsbevis.
Hvor lejer jeg?
Der findes flere forskellige muligheder, alt efter hvilken bådtype du ønsker, og hvor længe du vil leje. De fleste både kan lejes fra en til flere timer, så der er både rig mulighed for en kort aftentur eller en halv dag på kanalerne. Desuden kan du de fleste steder selv medbringe mad og drikke.
Her sejler du selv båden
Flere af bådudlejningerne gør det klart, at styring af lejebådene ikke kræver megen oplæring, men at der er en kort indføring i regler, adfærd og styring af båden, inden sejladsen begynder.
Copenhagen BoatRent:
Antal passagerer: 4-6 voksne og et lille barn (alt efter bådtype)
Booking: Der kan ikke bookes, og leje sker efter først til mølle-princippet.
Læs mere her.
GoBoat:
Antal passagerer: Maksimum 8 passagerer pr. båd
Booking: Booking påkrævet.
Læs mere her.
FriendShips:
Antal passagerer: Maksimum 8 passagerer pr. båd
Booking: Booking påkrævet.
Læs mere her.
Må vi drikke et glas rosé på båden?
Spørgsmålet, vi alle stiller.
Det er altid påkrævet, at kaptajnen er ædru gennem hele sejladsen. Resten af besætningen er velkomne til at nyde spiritus i begrænsede mængder.