Københavns bedste gløgg

Intet smager og dufter af jul som et dejligt varmt glas gløgg. Her får du 8 favoritter blandt nye yndlingssteder og klassikerne i København.

3702F91A-AB2D-4AD9-9E67-3413F7649624
© privat

Gløgg i København

December betyder julefrokoster, julegaver, julekalender, juletræ og selvfølgelig gløgg. Uanset om du foretrækker den traditionelle gløgg, den mere krydrede gløgg, eller måske en mere utraditionel hyldeblomstgløgg, er vi sikre på, at den varme drik nok skal få dig i julestemning på selv de koldeste og mest grå vinterdage.

Her får du vores bud på, hvor du finder den bedste gløgg i København.

Noorbohandelen: Prisvindende gløgg i Torvehallerne

Med titlen som Danmarks bedste gløgg i 2016, 2018, 2019 og senest i 2021, er Noorbohandelen i indre by klart et besøg værd. Hos Noorbohandelen er de specialister i både god vin og spiritus, og deres populære og lækre gløgg indeholder blandt andet både friskpresset appelsinsaft og hvid portvin.

Du kan desuden også købe deres gløgg-essens med hjem, og selv blande den op med rødvin.

Adresse: Torvehallerne, Frederiksborggade 21, 1360 København K

Læs mere her.

Bevar’s: Kraftfuld, lys gløgg på Nørrebro

På den hyggelige kaffe-, øl-, og vinbar Bevar’s bliver gløggen lavet på hyldeblomst og hvidvin - et vanvittigt lækkert alternativ til den traditionelle rødvinsgløgg, vi kender. Denne smagsfulde blanding vil helt sikkert vil give dig varmen i de kolde vintertimer, og få dig i det helt rigtige julehumør.

Adresse: Ravnsborggade 10B, 2200 København N

Læs mere her.

Oliviers & Co x Oberra: Dommerjuryens Pris og Folkets Pris 2023

På den hyggelige cáfe Oberra er det nu muligt fra 1. december at drikke Danmark's bedste gløgg. D. 8. december er det muligt at købe gløggessensen på flaske, så den dejlige duft af gløgg kan sprede sig hjemme hos dig selv.

Adresse: Skjolds Plads 2-4, 2200 København

Læs mere her.

Ewalds Café & Brasserie: Folkets gløgg 2022

I hjertet af Frederiksberg finder du dette franske brasserie, som de seneste to år har vundet Folkets gløgg-pris under Torvehallernes Danmarksmesterskaber i gløgg. En god indikator for at turen forbi Frederiksberg er det hele værd. Gløggen er blandt andet lavet på både portvin, rom og snaps. Det er desuden muligt også at købe den lækre (og stærke) gløgg med hjem, så du kan servere den for dine julefrokostgæster - eller selv nyde en kop eller to i løbet af december for den sags skyld.

Adresse: Allegade 24A, 2000 Frederiksberg

Læs mere her.

Hviids Vinstue: Historisk god gløgg

Den efterhånden berømte gløgg fra Hviids vinstue er selvfølgelig igen i år på banen i de næsten 300 år gamle lokaler. Hviids gløgg blev for første gang serveret i 1954, og det er nøjagtigt samme opskrift, der stadig bliver brugt i dag. Grundet den store efterspørgsel begynder gløggproduktionen faktisk allerede i maj, hvor der bliver tappet cirka 8.000 liter af de gyldne dråber. Drikken er lavet på rødvin og portvin, der trækker med rosiner og krydderier, mens der senere tilsættes cognac og mørk rom til blandningen.

Adresse: Kongens Nytorv 19, 1050 København K

Læs mere her.

Café Europa: Ægte julehygge i hjertet af København

Café Europa ligger på Amagertorv – verdens navle ifølge Søren Kirkegaard. Her kan du hvile fødderne og nyde en fantastisk kop gløgg, som er brygget på egen hjemmelavede opskrift. Mandler og rosiner ligger i en lage af cognac, portvin, rødvin og rom siden september. Gløgg-essens bliver lavet på appelsin, solbærsaft, citron, honning, kanel, ingefær, nelliker og kardemommekapsler. Den bliver blandet med rødvin, portvin, cognac, vodka, cointreau, hyldeblomstsaft og en rosin- og mandelmix, som har ligget i lage siden september.

Adresse: Amagertorv 1, 1160 København K

Læs mere her.

Enghave Plads 9: Hjemmelavet gløgg på Vesterbro

Hos den lokale vesterbro-bar, der til dagligt huser et bredt udvalg af både naturvin, cider, most og snacks, er de i julemåneden også gået all in på den ultimative julegløgg. Gløggen er hjemmelavet på portvin og rom, og serveres både med rød- og hvidvin, så der med garanti er noget for enhver smag.

Adresse: Enghave plads 9, 1670 København V

Læs mere her.

Banegården: Københavns grønne oase

Hos Københavns grønne oase, Banegården, der ligger i Sydhavnen, bliver der i alle oasens boder fejret advent hver søndag i december. Du kan blandt andet være med når krea-værkstedet laver bæredygtig julepynt, eller bare nyde stemningen og nyde pandekager, æbleskiver, varm kakao eller selvfølgelig gløgg.

Adresse: Otto Busses vej 45a, 2450 København

Læs mere her.

Hotel Sanders: Gløgg og livemusik i varme omgivelser

Der er i den grad skruet op for julestemningen på hotel Sanders, som byder både gæster og forbipasserende indenfor til deres hjemmelavede Gløgg og en varm jule atmosfære. Der er desuden mulighed for at nyde live-koncerter i hotellets lokaler kl. 15-18 hver weekend - en smuk pause når du trænger til at puste ud i juleshoppingen.

Adresse: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København

Læs mere her.