
Grace Coddingtons æra er forbi
Et af modebranchens største ikoner fratræder sin stilling som kreativ direktør på amerikansk Vogue efter 28 år på posten
Af — 21. januar 2016I en branche hvor det er almindeligt kendt, at modefolk skifter job oftere end vi andre skifter jeans, er det imponerende, at Grace Coddington har været kreativ direktør i hele 28 år hos amerikansk Vogue.
Men nu er det altså slut, har den 74-årige Grace Coddington bekendtgjort, og kan med denne beslutning se tilbage på hele tre imponerende årtier hos det toneangivende magasin.
Grace Coddington er lavet af et helt specielt modestof, og er særligt kendt for at skabe de mest ekstravagante modeserier med ikoniske modeller som Naomi Campell og Christy Turlington, samt at have de bedste fotografer ved sin side såsom Bruce Weber, Annie Leibowitz og Mario Testino.
Grace Coddington, der fik stillingen som kreativ direktør i 1980 på amerikansk Vogue, blev først alment kendt efter dokumentarfilmen The September Issue, hvor mange faldt for hendes kærlighed til moden, men også hendes mod til at sige fra over for den kendte og berygtede redaktør, Anna Wintour.
Selvom Grace Coddington fratræder stillingen som kreative direktør, er det ikke sidste gang man på Vogue får hendes ikoniske røde lokker at se. Ifølge Theguardian.com vil hun stadig fungere som en mere overordnet kreativ direktør i virksomheden.
Du vil stadig få Grace Coddingtons arbejde at se i Vogue-udgaver resten af året, men hvor hun hidtil udelukkende har lavet sine smukke modeserier for magasinet, er det nu planen, at hun også skal bruge sine kreative evner i ikke-Vogue relaterede opgaver.