Sådan slipper du af med tør hovedbund

Har du flagende skæl eller kløen i hovedbunden? Måske skyldes det ikke skæl, men derimod en tør hovedbund, som nemt kan afhjælpes med disse smarte råd.

Tør hovedbund
© Anna Stokland

De fleste er gode til at passe på deres hår med fugtgivende shampooer og plejende hårkure, men hvornår har du sidst tænkt over, hvordan det står til med din hovedbund?

Har du skællende flager eller kløen, er det et tegn på, at din hovedbund har brug for hjælp – og ikke nødvendigvis i form af en skælshampoo, da de tørre flager og den kløende fornemmelse lige så vel kan være følgerne af en tør hovedbund.

Er det skæl eller tør hovedbund?

De to tilstande har mange ligheder, men opstår af vidt forskellige årsager og kræver hver deres behandling. Hvor en tør hovedbunden er så tør, at huden i nogle tilfælde begynder at skalle i små flager, kommer skæl derimod af en svampeinfektion og et olieret miljø i hovedbunden. Skæl kommer oftest af en overproduktion af sebum i hovedbunden, som tilstopper porerne og får de døde afstødte hudceller til at klumpe sammen og siden falde af i hvide eller gullige større skællende flager.

Tør hovedbund skyldes oftest kolde temperaturer, et meget tørt indeklima eller er en reaktion på et produkt, du ikke kan tåle. Det kan for eksempel være en udtørrende shampoo. Døjer du generelt med tør hud på ben, arme og i ansigtet, er det meget sandsynligt, at huden i hovedbunden også har tendens til at blive tør.

Tror du, at dine problemer skyldes en tør hovedbund, får du nedenfor vores gode råd til at lindre og afhjælpe problemet.

1. Hovedbundsmassage mod tør hovedbund

Har du mistanke om tør hovedbund, så prøv at give dig selv en daglig hovedbundsmassage. Massagen kan udføres med fingrene eller en særlig børste til formålet. Massagen vil stimulere blodcirkulationen og skrue op for celledannelsen og de gode næringstoffer til hudcellerne i hovedbunden. Det giver både mere fugt til hovedbunden, og skulle på sigt også styrke hårrødder og hårvækst.

For at kunne se resultater er det vigtigt at udføre massagen mindst én gang om dagen. Hvis din hovedbund fortsat er tør, kan du med fordel tilsætte et par dråber olie, for eksempel argan- eller mandelolie, som du masserer ind i hovedbunden et par gange om ugen.

tør hovedbund

Tørbørste til tør hovedbund: KARMAMEJU Activate/hovedbundsmassage

2. Balsam i hovedbunden

Du bruger formentlig creme på kroppen og i ansigtet, så hvorfor er fugt ikke din hovedbund forundt? Det er en sejlivet myte, at man ikke skal bruge balsam i hovedbunden. Mange tror fejlagtigt, at det giver fedtet og klasket hår, men i de flestes tilfælde vil det ikke give mere fedtet hår, men derimod følelsen af et meget sundere hår.

Plejende-Balsam-8

Balsam til tørt hår: ECOOKING Plejende balsam

3. Fugt til tør hovedbund

Kokosolie er et alsidigt vidunderprodukt, da det kan bruges til alverdens formål – som for eksempel at fjerne makeup eller som fugtende hårkur i hovedbunden. Fordelen ved kokosolie, udover de fugtende egenskaber, er, at olien er prisvenlig og meget drøj i brug. Tag en teskefuld kokosolie, og smør den godt ind i hovedbunden og videre ud i hårets længder. Pak dit hår ind i et håndklæde, og lad olien virke natten over.

Du kan også investere i en behandling målrettet tør hovedbund, hvor du får endnu flere fugtende ingredienser, som i denne serum til hovedbunden fra Living Proof.

Restore_DryScalp_Goop

Behandling til tør hovedbund: LIVING PROOF Restore dry scalp treatment

4. Undgå varmt vand i hovedbunden

Generelt er det en god idé at skrue ned for det udtørrende varme vand, når du vasker håret. Efter badet er det desuden vigtigt, at du ikke går for længe rundt med vådt hår på toppen af hovedet. Et fugtigt klima i hovedbunden gør den irriteret, så sørg for at føntørre håret tørt i toppen, og lad eventuelt længderne lufttørre, hvis du ikke har overskud eller tid til at føne hele håret.