Sådan forebygger du pigmentpletter
Den nemmeste måde at mindske pigmentpletternes fremkomst på er at sætte ind med forebyggende pleje, for når først de mørke pletter har vist sig, kan de være svære at få væk. Det bedste værn mod pigmentpletter er solbeskyttelse, da solens direkte og indirekte stråler kan fremprovokere pigmentforandringer og samtidigt forværre dem, du allerede har. Gør det derfor til en daglig vane at smøre med solbeskyttelse, gerne faktor 50, som optimalt skal bruges hver eneste dag hele året rundt og som minimum fra marts og frem til oktober.
Mindsk pigmentpletterne med hjælp fra de professionelle
Drømmer du om en mere ensartet overflade, er der hjælp at hente hos hudlægen, kosmetologen og i håndkøb – uanset hvilken form for pigmentforandringer, du har.
HUDLÆGEN
Hvis dine pigmentforandringer er meget slemme og af dyb karakter, kan du få blegende cremer på recept af en hudlæge. Cremerne er mere effektive (og skrappere for huden) end dem, du får i håndkøb. I tilfælde, hvor hudlægen vurderer, at det er nødvendigt og at det vil kunne virke, tilbyder de laser- eller lysbehandlinger. Laser virker nemlig ikke på alle slags forandringer, og der er ingen garanti for, at det nødvendigvis virker på dig. Hudlægen kan også ordinere laserbehandling, som enten udføres af hudlægen selv eller på en klinik. Laserbehandling kan fjerne overfladisk pigmentering, når laserstrålens lys sendes over huden og fæstner sig ved den mørke pigment, som den opløser. Denne behandling er effektiv, men ikke smertefri, da laserbehandling kan sammenlignes med følelsen af en smældende elastik over huden. Desuden skal du være ekstra påpasselig med skygge og solbeskyttelse efterfølgende, fordi det gør huden endnu mere lysfølsom.
KOSMETOLOGEN
På klinikker kan du få skræddersyet effektive behandlinger, som med tiden lysner de mørke områder. Kemiske peelinger giver gode resultater: De berørte områder påføres glykolsyre, hvorefter huden skaller af, og den nye hud bliver mindre pigmenteret gang for gang. Gå efter behandlinger med produkter fra anerkendte mærker som Phformula og Exuviance. Et synbart resultat kræver en række behandlinger, og din hud er ekstra følsom over for sol i den periode – så sørg for, at der ikke venter en badeferie ugen efter.
Sådan mindsker du selv pigmentletter
Takket være et øget fokus på området gennem de seneste par år er skønhedsmærkerne blevet gode til at lave lysnende cremer og kurforløb til hjemmebrug, som giver effekt. Gå efter ingredienser som retinol (A-vitamin), bakuchiol, C-vitamin, frugtsyre (AHA) og niacinamid, der alle har en lysnende effekt. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at du ikke bruger en masse forskellige ingredienser på samme tid i håb om bedre effekt. Det kommer også an på din huds sensitivitet, da nogle kan tåle et forløb med både peeling og A-vitamin, imens andre vil opleve, at huden bliver irriteret, så snart de to blandes.
Husk altid at kombinere forløbet med daglig brug af solcreme, hvilket også skal bruges efterfølgende, da solen kan få pigmentpletter, som endelig var blevet mindre synlige, til at vokse frem igen.
Vil du forsøge at mindske pigmentpletterne på egen hånd, får du her vores favoritter til hjemmebrug.