5 dårlige vaner du bør droppe i 2023

Er nedskæring af søde sager i hverdagen et af dine nytårsforsæt i år? Måske er der andre usunde ting i dit liv, som du også bør overveje at slippe af med. Vi har fundet 5 dårlige vaner, som du med fordel kan skære ned for – eller helt holde op med.

Streetfashion PAP SS 2023New York Fashion Week September 2022

Streetfashion PAP SS 2023New York Fashion Week September 2022

© Anna Stokland

Et nyt kalenderår betyder nye mål – og de udformer sig typisk i en række nytårsforsæt, som i høj grad er fokuseret omkring sundhed. Et af de mest hyppige af slagsen må være nedskæring af søde sager og andre godterier i hverdagen, men måske er der andre usunde ting i dit liv, som du hellere bør fokusere på at droppe i det nye år? Her får du fem dårlige vaner, som du bør droppe i 2023 – medmindre du allerede har gjort det.

1. Den selvkritiske stemme

Lad være med at fortælle dig selv, at du ikke er god nok. Det er en ond cirkel, og du vil konstant være utilfreds med dig selv. Lad 2023 blive året, hvor du begynder at rose dig selv mere. Prøv at stoppe dig selv, når din indre stemme bliver selvkritisk og stil dig selv følgende spørgsmål: Ville jeg sige dette til en anden person? Hvordan ville jeg selv føle, hvis en anden person sagde de samme ord til en, jeg elsker?

2. Vægten

Vil du tabe dig et par kilo, kan vægten være et godt værktøj at bruge til det formål, men problemet er, at fokus på tallene nemt tager overhånd – og så er det ikke et sundt element i dit liv. Husk, at tallet på vægten ikke siger noget om, hvor sund du er.

3. Træningsøvelser du hader

Ikke alle kan lide at løbe, og hvis du er en af dem, skal du ikke løbe – det er helt okay. Find i stedet en motionsform, som du faktisk godt kan lide. Der er så mange forskellige måder at bruge kroppen på. Prøv eventuelt yoga, boksning, svømning eller måske tennis?

4. Perfektionisme

At stræbe efter et mål er godt. At stræbe efter perfektion er ikke altid godt – det kan være usundt. Det kan både have psykiske og fysiske konsekvenser, hvis du sætter urealistiske mål for dig selv – og det må man sige, at perfektion sommetider kan være.

5. Tælle kalorier

Kalorier eksisterer for at kroppen kan få energi, stærke muskler og knogler – de er som udgangspunkt ikke til for at blive talt. Gør du det, kan det muligvis være et faresignal der indikerer, at du har et usundt og anstrengt forhold til mad. Sørg i stedet for at spise en sund og varieret kost – på den måde vil din krop alt andet lige få den mængde kalorier, som den har brug for.