© theis bothmann

Nye restauranter i København: Her skal du spise dit næste måltid

Vil du prøve et nyt sted, næste gang du skal ud og spise i København? Vi har fundet seks nye restauranter i København, som du med fordel kan føje til din liste over spisesteder, der skal opleves.

Nye restauranter i København

København er et rent slaraffenland for de madglade og gastronomi-interesserede. Vores hovedstad er allerede propfyldt med lækre restauranter og hyggelige vinbarer, men der er også plads til nye spillere på den gastronomiske scene – og nye restauranter, brunchsteder og bagerier popper op overalt i byen.

Nedenfor har vi listet en række af de nye restauranter i København, der enten er åbnet for nylig, eller som du kan se frem til at besøge snart.

Alternativt kan du udforske nogle af Københavns andre lækre (og velkendte) gastronomiske tilbud, der tæller alt fra thai-restauranter til italienske spisesteder, pizza-steder, bagerier og kaffebarer.

© @janice.vesterbro

Janice: Uformel stemning og naturvin

Janice åbnede restauranten på Vesterbro tilbage i juni, og er dermed en af de nyeste restauranter i København. Tre venner – Marc, Frede og Phillip – står bag den spritnye restaurant, der udover at servere en kulinarisk madoplevelse i høj kvalitet, heller ikke har sparet på vinkortet, og du finder blandt andet smagfulde naturvine fra österreich vin. Er du i et eksperimenterende hjørne, kan du lade køkkenet bestemme din 3-retters menu med en tilpasset vinmenu til, eller du kan vælge fra deres a la carte kort, der skifter alt efter lyst og sæsonens tilgængelige råvarer.

Adresse: Vesterbrogade 122 1620 København V
Læs mere her.

© @foodguidecph

Lamar: Københavns nye intime restaurant og vinbar

Den hyggelige og intime restaurant og vinbar Lamar bor på skellet mellem Vesterbro og Frederiksberg. Den nye restaurant har et mildt sagt bredt vinkort, så stedet er lige noget for enhver selvudnævnt vinnørd, uden du dog behøver at være det. På menuen kan du både vælge en familystyle menu med hele otte serveringer, der kan deles af hele bordet, eller en pesketarisk version af serveringerne. Og er du ikke helt klar på otte anretninger, kan du selv gå på opdagelse i restaurantens lette og gastronomiske a la carte menu. Her kan alle være med - både på portioner og prismæssigt.

Adresse: Gammel Kongevej 27, 1610 København V
Læs mere her.

© theis bothmann

Pauli: Sydhavns nyeste restaurant med menukort baseret på nordiske råvarer

I det gamle sydhavnskvarter har tre venner, i samarbejdet med mikrobryggeriet Nørrebrew, åbnet deres bud på Københavns nye restaurantoplevelse. Spisestedet fokuserer på nordiske råvarer, som tilberedes med inspiration fra hele verden. Menuen er sæsonbestemt, og du kan enten bestille fra deres a la carte menu, eller lade køkkenet bestemme en 3-retters menu til hele bordet – her kan du vælge mellem menuerne ‘Grønt’ og ‘Hav&Land’. Stemningen i den lille restaurant er uformel, og det er både muligt at sidde inde i restauranten og ude på fortorvet, hvilket er helt ideelt til de lange lyse sommeraftener.

Adresse: Borgbjergsvej 13, 2450 København SV
Læs mere her.

© @restaurant_ripotot

Ripotot: Ny restaurant med varierende menu

Vin, coffeetable books og levende lys sætter stemningen for den nye restaurant Ripotot. Den nye restaurant i København er placeret i hjertet af Indre by mellem Marmorkirken og Kongens Nytorv, og selvom lokalerne udefra umiddelbart ikke ser ud til det, byder restauranten på virkelig hyggelige omgivelser. Restauranten er lille og intim, og menuen, der dagligt ændrer sig, er et miks af kød, fisk og grøntsager. Har du svært ved at vælge fra menukortet, har den nye restaurant også en 5-retters-menu, så du bare kan læne dig tilbage og nyde.

Adresse: Store Kongensgade 56, 1264 København K
Læs mere her.

Levi: Japansk og italiensk fusion i Indre by

Midt i Indre by ligger en af Københavns nyeste restauranter. Med sit mørkegrønne interiør skaber Levi en intim atmosfære, der spiller sammen med et innovativt menukort, som fusionerer det italienske og japanske køkken. Er du til den helt store kulinarske oplevelse, kan du med fordel kombinere middagen med de harmonisk sammensatte vine, der er nøje udvalgte til menuen, der skifter hver uge. Retterne består dog altid af en blanding af både skaldyr, fisk, vegetariske retter og kødserveringer – alle anrettet som mindre portioner, så man kan prøve lidt af hvert og dele med hele bordet.

Adresse: Ny Østergade 24, 1101 København
Læs mere her.

© @bistrogrimal

Bistro Grimal: Ny fransk bistro på Vesterbro

Drømmer du om fransk bistro stemning med hvide duge og simpel, men delikat mad? Så bør du besøge Københavns nye restaurant Grimal, der er åbnet på Istedgade. Tag plads ved et af fortorvsbordere og nyd aftensolen i selskab med en af de mange forskellige flasker vin. En vinmenu, der tilmed har givet restauranten en plads på listen ‘Star wine list’, der lister de bedste vinbarer i verden. Menuen har ligeledes en masse godt at byde på. Sammensæt selv jeres foretrukne retter fra den faste menu, eller forhør jer om pesketariske alternativer.

Adresse: Istedgade 128, 1650 København V
Læs mere her.