Forårets vigtigste kampagner
De er uforudsigelige, stjernespækkede, ikoniske og ikke mindst meget forskellige. Se med når Costume guider dig igennem den nye sæsons mest bemærkelsesværdige kampagner
AfRetrouniverser, legendariske fotografer, topmodeller og kulturikoner i alle aldre. SS15-kampagnerne fra de store modehuse har sjældent været mere stjernespækkede og forskellige. Se med her, når Costume viser dig de mest spektakulære kampagner.

Marc Jacobs
Sorte, rodede parykker og usynlig makeup er uniformen for Anja Rubik, Kendall Jenner, Karlie Kloss, Joan Smalls, Jessica Stam, Natasha Poly, Issa Lish, Adriana Lima og Anan Ewers i Marc Jacobs' SS15-kampagne. Med sin hær af tidens hotteste modeller i et sporty militærunivers er kampagnen et tydeligt bevis på, at Marc Jacobs stadig er på toppen.

Chloé
Chloé-kampangen er skudt i Californien, og den drømmende bohèmestemning med florlette kjoler og denim giver os lyst til med det samme at besøge Chloés 70'er-inspirerede hippieunivers.

Dolce & Gabbana
Sicilianske 'nonnas', en tyrefægter og topmodeller danner rammen om Dolce & Gabbanas SS15-kampagne, som med sine skarpe farver og traditionsbundne elementer er en hyldest til den spanske kultur og modehusets italienske rødder.

Céline
Hos Céline ses den ikoniske forfatter Joan Didion, balletdanser og koregraf Marie-Agnès Gillot samt teenagemodel Freya Lawrence i et retroinspireret univers.

Chanel
I Chanels SS15-kampagne følger man smukke Gisele Bündchen på en rejse gennem Paris' gader og kampagnen er selvfølgelig skudt med Karl Lagerfeldt bag kameraet. Senest så vi også Bündchen som kampagnemodel for duften Chanel N°5.

Prada
Prada-darlingen Gemma Ward viser modehusets lækre tasker frem i selskab med modellerne Julia Nobis og Ine Neefs. Lyse farver og retro-vibes præger også Pradas SS15-kampagne, som vi også ser det hos blandt andet Céline og Dolce & Gabbana.

Guess
Den smukke Sports illustrated-model, Gigi Hadid, startede som 10-årig sin karriere, da hun blev model for Guess. Nu er Hadid igen frontfigur for modehuset, og vi glæder os til at se meget mere til den lækre topmodel i det nye år!

Givenchy
Julia Roberts optræder som frontfigur for Givenchys drengede SS15-kampagne med et nøgent makeuplook. Valget af America's sweetheart som midtpunkt for kampagnen står i stor kontrast til det ellers kontroversielle selskab, som Givenchys chefdesigner, Riccardo Tisci, lader sig omgive af (heriblandt Kanye West, Justin Bieber og Kim Kardashian).

Roberto Cavalli
Ingen ringere end Nicki Minaj er Roberto Cavallis seneste muse. Minaj optræder i kampagnen med dyreprint, lange kjoler og klassisk makeup.

Balmain
Balmains SS15-kampagne er absolut værd at bide mærke i. Topmodellerne Joan Smalls, Rosie Huntington-Whiteley, Adriana Lima, Crista Cober og Isabeli Fontana i slåskamp i smukke Balmain-kjoler.

Balmain
Selvom dette i virkeligheden er en kampagne for Balmains herrelinje, synes vi alligevel, at kampagnen fortjener en plads i vores guide. Kim og Kanye er i front, og de er iklædt Balmains karakteristiske mørke toner og skarpe silhuetter.

Bottega Veneta
Bottega Venetas SS15-kampagne er rå og blid på samme tid. Kampagnen er skudt af den legendariske, japanske provokatør Nobuyoshi Araki.

Isabel Marant
Isabel Marants krigeriske SS15-kampagne er både dynamisk og edgy. Og så tror vi her på redaktionen, at sandalerne bliver en af denne sommers absolutte musthaves!

Burberry
De ikoniske skønheder, Naomi Campbell og Jourdan Dunn, er frontfigurer for Burberrys farverige SS15-kampagne. En kampagne, som giver os lyst til farvede ruskindsfrakker og pastelfarvede tørklæder.

Saint Laurent
Ligesom vi ser det hos Céline, har Saint Laurent også et (ældre) kulturikon i front for modehusets SS15-kampagne. Saint Laurent har valgt 70'er sangerinden Joni Mitchell, og hun bliver dermed en i rækken af ikoniske musikere, som Saint Laurent har arbejdet med. Listen tæller blandt andet Daft Punk, Marilyn Manson og Courtney Love.

Louis Vuitton
Hos Louis Vuitton er topmodellen, Freja Beha, og den stilede Oscar-vinder, Jennifer Connelly, i front for SS15-kampagnen skudt af den ultimative treenighed af verdenskendte fotografer.
