Afrikansk krydderi er vejen til smukkere hud og hår

Det er blevet brugt i årevis af somaliske kvinder, og nu har det vækket skønhedsbranchens interesse. Vi gør dig klogere på det effektive krydderi, der også er nået til Danmark

Qasil giver flot hår og hud
© Anna Stokland

De senere år har Vestens skønhedsbranche set ud over egne grænser og ladet sig inspirere af hele verdens forskønnende traditioner. Et af de bedste kendte eksempler er Koreas K-beauty, der blandt andet har givet os sheetmasker og BB-creams, men nu er fokus rettet mod et andet kontinent: Afrika.

Marokko har åbnet vores øjne for arganolien, og nu er turen kommet til Somalia og krydderiet qasil, der både skulle give smuk hud og sundere hår.

Hvad er qasil?

Qasil er et grønt pulver, der er lavet på tørrede og knuste blade fra gob-træet. Somaliske kvinder bruger det typisk til at lave en ansigtsmaske i en blanding med honning og en anelse gurkemeje.

Det grønne pulver bliver hyldet af flere udenlandske medier, herunder skønhedssitet Byrdie, som fremhæver qasils udrensende egenskaber, der afhjælper urenheder og giver glød til huden. Desuden kan pulveret bruges i håret som en maske, der regulerer hovedbundens sebumproduktion og dermed giver sundere hår.

Hvor kan jeg købe qasil?

Den forskønnende ingrediens er nu også nået til Danmark og forhandles blandt andet af mærket Gob Skincare, som specialiserer sig i østafrikanske skønhedstraditioner.

Pulveret kan købes på hjemmesider som Etsy.com og Amazon.com, men hvis du vil være sikker på kvalitet og blandingsforhold, bør du prøve den økologiske pulverblanding fra Gob Skincare.

Qasil fra Somalia

Qasil: [Gob blend facial mask, Gob Skincare 60 kr.](https://gobskincare.dk/product/gob-somali-facial-mask/ {"target":"_blank","rel":"nofollow"})