Få fejlfri hud på kun 7 dage
En mascara, der afliver din vippebukker, plejende neglelakker og den ultimative foundation. Her er et udvalg af årets skønneste nyheder
AfVi har haft travlt med at teste skønhedsnyheder. Her er vores favoritter.

1. Fugtmaske
Fem minutter er alt, du behøver for at give din hud et fugtende boost. Som navnet afslører, er Calendula & aloe soothing hydration masque fra Kiehl’s fyldt med aloe vera og morgenfrue, der beroliger huden og giver den masser af fugt. Det er skønt, men endnu bedre er den klare glød, som min hud får, og som gør masken helt uundværlig efter en lang dag. Forkæl din hud, og brug den som en mini-facial et par gange om ugen.

2. Plejende neglelakker
Mine negle har altid været en udfordring. De knækker nemt, og de flosser, og min flittige brug af neglelak har ikke gjort det bedre. Treat love & color fra Essie kombinerer farve med plejende ekstrakter fra kollagen og kamelia, og det er altså smart. Indtil videre er der fire lyse farver i kollektionen, og jeg har allerede fundet min favorit i den lyserøde Tinted love.

3. Flotte, buede vipper
Endelig en mascara, der gør vippebukkeren overflødig. 2000 calorie curl addict fra Max Factor gør mine vipper fyldige og giver dem en smuk og forførende blød bue.

4. Den ultimative foundation
Jeg er på evig jagt efter den ultimative foundation, der kan give min hud en mere ensartet overflade, uden at hverken du eller jeg bemærker, at den er der. Dior rammer plet med Diorskin forever perfect cushion, som har en let konsistens, der blender smukt ind i huden og på magisk vis skjuler ujævnheder og rødme og får porerne til at syne mindre. Den holder min hud mat i mange timer og er perfekt at have med i tasken, når jeg er på farten.

5. Concealer
Vi kender den alle, og i år fylder den 25 år. Ikonet Touche éclat skjuler på smukkeste og mest naturlige vis tegn på træthed og får huden til at stråle. Fødselsdagen bliver fejret med sort stjernedrys, der pynter på Touche éclat samt tre andre festfavoritter fra YSL: mascaraen Volume ef et faux cils, neglelakken La laque couture og parfumen Mon Paris. Med en svaghed for både limited edition-produkter, stjerner og Touche éclat gør jeg plads i min makeuppung.

6. Beskyttende fugtmist
Forurening er en af hudens værste fjender og kan føre til alt lige fra irritation og tørhed til rynker og en trist teint. Anti-pollution & hydration mist fra svenske Verso beskytter mod de forurenende partikler og hjælper huden med at genoprette balancen og bevare sin pH-værdi, så den holder sig sund og strålende. Jeg bruger den hver morgen og tager den med i tasken som en beskyttende forfriskning i løbet af dagen.
Anti-pollution & hydration mist 395 kr. (forhandles hos Sephora)

7. Skøn forårsduft
Jeg elsker dufte, men bruger stort set altid de samme tre. En af dem er fra Miu Miu, og den har netop fået en friskere og mere let efterfølger, der bringer forårshumøret frem på selv den mest regnfulde dag. Miu Miu l’eau bleue er en blomstrende duft af liljekonval krydret med akigalawood – et molekule med en varm duft af patchouli og oud. Den er ligefrem, men også diskret, og har hurtigt vundet en plads blandt mine favoritter.

8. C-vitamin booster
Lad os bare slå det fast: Din hud elsker C-vitamin, og det er der flere gode grunde til. C-vitamin er en antioxidant, der beskytter huden mod frie radikaler og booster produktionen af kollagen, og så er vitaminet uundværligt i din hudpleje, hvis du ligesom jeg døjer med en ujævn hudtone. Jo friskere produktet er, des mere effektivt er det, og det gør Cliniques Fresh pressed 7-day system til en virkelig spændende nyhed.
Der er to produkter i serien: en cleanser i pulverform, som du blander med vand, og en booster med hele 10 procent C-vitamin – og det er meget. Du får fire boostere i en pakke, og det rækker til omkring en måned. Hver booster skal aktiveres, første gang du bruger den, og for at udnytte indholdet af C-vitamin optimalt, skal du bruge den inden for syv dage. Bland to dråber i din ansigtscreme morgen og aften, og du vil hurtigt se en forskel på din hud, der vil syne klarere og mere strålende og få en mere jævn overflade.
Fresh pressed renewing powder cleanser, Clinique hos Magasin.dk 235 kr.
Fresh pressed daily booster, Clinique hos Magasin.dk 585 kr.
