H&M bliver endnu skønnere

Bliv øko-lækker på budget med H&M, der lancerer 30 nye produkter under navnet Conscious Beauty

Der er kommet nye skønhedsprodukter på hylderne hos H&M. Det svenske firma har nemlig udvidet deres beauty-linje med en bæredygtig række af produkter under navnet H&M Conscious Beauty.

H&M Conscious Beauty-linjen indeholder 30 økologiske sager med alt fra aluminiumfri deodoranter til shampoo pakket i genbrugs-emballager. Dit beauty-budget kommer heller ikke til at vælte med priser fra 40-80 kroner.

H&M har i de seneste år taget mere ansvar for bæredygtighed som en af de største koncerner i en forurenende industri. Og med stor succes – deres bæredygtige tøjkollektioner, H&M Conscious, er hvert år hypede før udgivelsesdatoen og udsolgte efter.

Den næste H&M Conscious-kollektion kommer i butikkerne 7. april, mens deres nye øko-beauty kan købes nu.