
Sådan snyder skønhedsredaktøren sig til sommerglød
Lækre ansigtsmasker, tørolie og kulørte negle. Costumes skønhedsredaktør har fundet sommerens skønneste nyheder – og hemmeligheden til en smuk glød
Af — 17. juli 2018Sommerfarver fra Dior, fugtende serum til tørt hår og en innovativ tørolie, som giver misundelsesværdig kulør. Der er som altid spændende nyheder på hylderne, og skønhedsredaktøren har haft travlt med at teste og finde frem til de bedste.

Hår-helt
“Uanset længde, hårfarve eller tekstur kan vi nok blive enige om, at tørre tjavser ikke står øverst på listen over drømmehår. Men der er heldigvis hjælp at hente med Moroccanoils nye Mending infusion-serum, der lægger sig som en beskyttende hinde på de tørre spidser og gør dem bløde igen. Påfør serummet i dit tørre hår, hver gang du føler, at det trænger til lidt fugtende hjælp – og det er oftere om sommeren, når solens udtørrende stråler bager løs.”

Skønne bakterier
“Lancômes nye sheetmaske er spækket med probiotika, og du bestemmer selv, om den skal virke i ti minutter for ekstra friskhed om morgenen, i 20, inden festmakeuppen skal lægges, eller i 30 minutter før sengetid. En enkelt sheetmaske indeholder lige så mange gode bifidobakterier fra probiotika, som Lancômes populære serum Advanced génifique, og det kommer din ansigtshud til gode, der i selskab med masken ser dejligt gennemfugtet og ensartet ud.”
Génifique hydrogel melting mask, Lancôme hos Magasin.dk pr. stk. 95 kr.

Glødende
“Indrømmet. Jeg elsker snyd, når det gælder sommerglød, fordi min blege hud simpelthen ikke tåler solen. Derfor er en selvbruner min bedste ven, og lige nu er favoritten en smart tørolie fra James Read. Den gennemsigtige olie tørrer ind med det samme, fugter huden med kokosolie og E-vitamin og giver gradvist den flotteste sommerkulør.”
Les beiges
“Lige siden Chanel første gang lancerede Les beiges-serien, har jeg – og mange andre – været tryllebundet af de stilrene emballager og makeuppen, der giver et perfekt solkysset look. Nu udvides serien med nye produkter, blandt andet en cremet blush, farvet dagcreme og en solpudder med både rosa, gyldne og beige toner, der alle hjælper sommergløden på vej.”
Sheer healthy glow moisturizing tint, Chanel 350 kr. (forhandles hos Illum)
Sommerfantasier
“Diors nye sommermakeup er indbegrebet af plaskvåd lækkerhed, og her er hverken sparet på blå øjenskygge, glansfulde læbefarver eller lokkende neglelakker. Jeg vil straks tage del i den glamourøse sommerfantasi og male tåneglene med den orange lak, pow, som vil lyse op i den turkise pool, jeg forhåbentligt plasker rundt i denne sommer.”
Dior vernis i 404 splash, 431 pow, 541 wizz og 894 blop,Dior hos Magasin.dk pr. stk. 200 kr.
Fastlåst
“Med sommer og varme følger en fugtig hud, der gør det lidt sværere at holde makeuppen på plads i løbet af dagen, ligesom en festlig aften på dansegulvet kan ødelægge enhver makeup – uanset årstid. Nu tager YSL udfordringen op med en makeupspray, der forsegler makeuppen og fugter med hyaluronsyre og glycerin. Væsken kommer ud som et fugtende slør i modsætning til en ujævn stråle, hvilket gør det endnu lettere at fugte og fæstne makeuppen flere gange i løbet af dagen.”

Maskebal
“Jeg elsker ansigtsmasker og bruger gerne flere ad gangen, hvilket også er tanken bag Karmamejus tre nye masker. Dream er en cremet lermaske, Proud eksfolierer med fine korn fra vulkansand, og Deep peeler med pha-mælkesyre, som hjælper til fornyelse af hudoverfladen uden at irritere. Maskerne er oprindeligt udviklet til Karmamejus nye ansigtsbehandlinger, der fås på Marienlyst Strandhotel, men giver også masser af velvære hjemme på badeværelset.”
Proud 299 kr., Dream 299 kr. og Deep 399 kr. Alle fra Karmameju.
