Slip af med mørke porer på magisk vis
Vil du også have glat og gennemfugtet hud, dufte af mandarin og pæoner, og have farverige, kysseklare læber? Så læs med her, når skønhedsredaktøren guider til de bedste nyheder
Af — 30. marts 2018Farvestrålende makeup, sød pæon-duft og luksuriøs sheet–mask. Der er som altid en masse spændende nyheder på hylderne, og skønhedsredaktøren har haft travlt med at teste.

Farvel porer
Mørke hudorme hører ikke kun teenageårene til, og har man først fået øje på dem, kan man pludselig ikke se andet. Derfor tror jeg, at Cliniques nye Blackhead solution vil blive varmt modtaget hos alle, der ønsker at reducere store porer og de mørke prikker.
Cremen bliver helt varm, når du tilføjer vand og skrubber på porerne med den nubrede applikator. Bagefter er de mørke porer på næsten magisk vis – og takket være indholdet af salicylsyre og kaolinler – tydeligt formindsket.
Blackhead solutions self-heating blackhead extractor, Clinique 240 kr.

Fløjlsblød vinter
I december fik jeg bøvl med ansigtshuden og fandt ud af, at problemet skyldtes det kolde vejr, som gjorde min hud tør og uregerlig. Derfor tilføjede jeg ekstra olie til mine plejerutiner, og efter kort tid blev huden pænere igen.
En beskyttende olie er altså alfa og omega i de kolde måneder, men er du ikke vild med en glinsende hud, er Filorgas nye olie dit perfekte match. Med indhold af blandt andet kamelia–, jojoba– og abrikosolie gennemfugter den huden og efterlader ikke ansigtet med en fedtet hinde, men derimod et mat satinagtigt skær.

Farverige fristelser
Dette forår skal både tøj og makeup være ekstra farvestrålende, hvilket YSL’s nye makeupkollektion Pop Illusion også afspejler. For en selverklæret farveentusiast er det gode nyheder, og jeg kunne heller ikke styre min begejstring, da jeg fik fingrene i de fine øjenskygger og pink læbefarver.
Er du farveforskrækket, kan du lægge ud med et let strøg lyserød eller blå på øjenlågene og måske forårsfrisk pink på læberne.
Lip palette collector i colour hallucination 450 kr. og Colour palette collector pop illusion i acid brights 450 kr. Alt fra YSL.
Sødt comeback
Stella McCartney lancerede første gang den nu udgåede pæon- parfume i 2006, men nu er den efter flere henvendelser blevet relanceret – og både duft og flakon har fået en makeover.
Stella Peony har topnoter af mandarin, fresia, lotusblomst og selvfølgelig pæon-blomsten, og jeg kan bedst beskrive duften som sød med tyngde fra noter af cedertræ og patchouli. Jeg nåede aldrig at eje den oprindelige pæon-duft, men er meget begejstret for den nye udgave, der er på butikkernes skønhedshylder 1. marts.

En ven i nøden
Selvom jeg er vild med farver på øjenlåg og læber, er jeg bestemt ikke glad for, når min hud er rød eller spættet. God hudpleje er den langtidsholdbare løsning på rødmen, men skal det dæmpes her og nu, er en primer mit foretrukne SOS–våben.
For eksempel Infaillible primer i anti redness, som er en helt tyndtflydende grøn creme, der straks udjævner rødmen, så ansigtshuden ser mere ensartet ud. Jeg bruger kun få dråber, som jeg lægger på de blussende kinder, inden jeg dækker med foundation.
Infallible primer i anti redness, L’Oréal 89 kr.(før: 100 kr.)

Det pureste guld
Ligesom mange andre er jeg afhængig af sheet–masks, fordi jeg føler, at de giver øjeblikkelig forvandling til en træt hud. Det er også tilfældet med Rose gold brightening facial treatment mask, som er den mest luksuriøse maske, jeg nogensinde har prøvet.
Den lette gel-maske smelter nærmest sammen med huden, og med et indhold af niacinamid, antioxidanter fra rosenekstrakt, fugtende silkeaminosyrer og ikke mindst lindrende guld syner og føles huden gennemfugtet og udglattet efter kun 20 minutter.
Rose gold brightening facial treatment mask, 111skin fem stk. 745 kr.

Styr på krøllerne
Jeg er ikke den heldige indehaver af krøller, men ved, at den smukke hårstruktur byder på visse udfordringer. Krøllet hår kan nemlig hurtigt blive tørt, hvilket leder til ustyrlige og krusede lokker.
Derfor har Sachajuans nye serie til krøller også ekstra meget fugt i både shampoo, balsam og den
nærende hårkur Curl treatment, som plejer de viltre bølger med et indhold af to forskellige havalger og fugtende polymerer.
Curl conditioner 150 kr., Curl shampoo 140 kr. og Curl treatment 160 kr. Alt fra Sachajuan.
