Madanmelder Lærke Kløvedal: "Gå hjem gennem Assistentens Kirkegård og bliv nyforelsket. Om ikke andet i København."

Det er ikke blot smagssansen, der er i spil, når vi spiser. Vi visualiserer maden, som vi efterfølgende dufter til og smager på. Vi hører vinglassene klirre efter første bid. Lærke Kløvedal, To Sultne Piger og Eva Hurtigkarl arbejder hver især med madoplevelser til daglig og deler deres anbefalinger til sommerens sanselige madsteder i hele Danmark i det aktuelle nummer af Costume. Her får du madanmelder Lærke Kløvedals anbefalinger.

NØRREBRO, KØBENHAVN

@silberbauers_bistro er et af mine stamsteder, året rundt, men også om sommeren, hvor Jægersborggade kommer helt til sin ret. Mathias Silberbauers sydfranske køkken er så simpelt, det ser så let ud. Det er det ikke. Der er håndværk fra øverste hylde og afslappet perfektion i hver bid. Muslingerne med aioli, søtungen stegt på ben og citrontærten, der er landets bedste. Er du til sommer i byen, er der ikke meget, der slår en aften ved de udendørs ternede duge med hele byen emmende af højsommer og halløj omkring dig. Gå hjem gennem Assistens Kirkegård og bliv nyforelsket. Om ikke andet i København.

Cleo på Rantzausgade bliver min nye sommerfavorit, for her åbner Jonas Franck, der er huskok på Det Sidste Måltid, sin nye restaurant. Jeg elsker Jonas ́ køkken, og på Cleo kommer han til at servere sin egne yndlingsretter. På Cleo er der fuld sol fra formiddag til solnedgang, og kender jeg Jonas ret, bliver der masser af dyppe-retter og halløj i gaden.

Håndplukket til dig

HUMLEBÆK

Jeg kan godt lide at cykle. Ikke på racercykel-lycra-måden, mere i ro og mag. Min kæreste og jeg cykler en gang hver sommer fra København og hele vejen til Humlebæk, der rask væk er en tur på 40 kilometer. Vi cykler langs vandet og bruger en hel dag på turen og holder bade- og isstop på vejen. Slutdestinationen er Sletten Kro i Sletten Havn, som år efter år er et af de fineste steder at tilbringe en sommeraften. Spis fisk, men husk også Slettens tatar, der varierer hen over året, men altid er særligt god. Vinkortet er klassisk, udsigten uovertruffen. Det er sommer i Danmark.