
Derfor skal du kende World Cleanup Day
I dag markerer en af årets vigtigste mærkedage. Få et overblik over, hvor lidt der skal til for at du kan gøre en forskel
AfVi skal passe godt på vores dyrebare natur – det er der sådan set ikke noget nyt i. Men i dag har du en ekstra god anledning til at tage dig sammen, da 15. september markerer den globale oprydningsdag World Cleanup Day i 113 lande.
World Cleanup Day startede i Estland for 10 år siden, hvor en bevægelse af samme navn tog ud i naturen og samlede kilovis af ulovligt dumpet affald. Hvert år ender otte millioner tons plastikforurening i verdenshavene, hvilket har store konsekvenser for naturen, men bestemt også for os mennesker.
Plastikforureningen bliver nemlig infiltreret i vores drikkevand og er for nylig blevet sporet i fødevarer så som fisk og skaldyr – det lyder ikke så lækkert, vel? Desuden frygter man, at plastikpartiklerne har fundet vej til vores øl, vin og honning.
Det kan du gøre
Inden du smider håndklædet i ringen, bør du vide, at der faktisk ikke skal så meget til for at gøre en forskel. Hvis blot fem procent af den danske befolkning fjerner én plastikpose hver, fjerner vi allerede 5,7 ton plastikaffald fra naturen, så hvert lille skridt i den rigtige retning tæller.
Så prøv at se, om du kan tænke lidt mere over, hvad du gør af dit affald i dag, eller samle noget op på din vej. Hvem ved, måske er det startskuddet til en god vane?
Du kan også klikke ind på Plasticchange.dk og tilmelde dig forskellige begivenheder i dit lokalområde, samt læse mere meget om projektet.